Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1965, Síða 212

ro gat ut
mittat litteras ad Gunnildam oc-
culte petatque sibi eam in matri-
monium; asserat felicem fore Daci-
am tali regina; nec illi animo ap-
petendas juvenum nuptias:
se quoque jam provectæ esse ætatis,
optime eos posse convenire.
Suscepit itaque mulier regias
litteras oppidoque lætata et mu-
liebri levitate nimis credula ad
Daniam tendit,
quam rex mox comprehendi fecit et
in quandam paludem demergi (fe-
cit). Et hic fuit finis scelerum et
maleficiorum Gunnildar.
ok bændi hann til, at hann skyldi
koma flår^Jaom vi{3 Gunhildi ok
koma henni or landi mej) J)eim
hætti, at hann sendi henni rit sitt ok
sendimenn at bipia hennar.
Ok hann sendi henni rit ok kvaj)
pat scemst, at hon ggmol giftisk
ggmlom konungi,
ok hon hlyddi å J)at, ok var hennar
fpr ger pryjnlega til oprujarar,
J)viat J>egar hon kom til Danmarkar,
på var hon tekin ok søkt i myri
einni,
ok lauk hon svå sinom dpgom, at
J>vi sem margir segja.
Som det fremgår af ovenstående jævnførelse af de to fremstillinger er
dispositionen ganske overensstemmende og det saglige indhold identisk.
Ågrip har udover Th. kun omtalen af Hakons udseende. Lighederne i
ordvalg er talrige, og også i passager, hvor formuleringen er afvigende,
er meningen ganske den samme.17
I sin videre skildring af Hakon jarl viger Ågrip-forfatteren stærkt af
fra de latinske krønikers fremstilling. Disse betoner i god kristen ånd jar-
lens afguderi, og navnlig Th. udmaler Hakons onde anslag mod Olaf
Tryggvason, hvis ankomst ifølge begge får nordmændene til at forlade
jarlen. Ågrip derimod fører Hakons kvindebegær frem som årsagen til
hans fald, og der er her ingen årsagssammenhæng mellem Olafs tilbage-
17 Beyschlag (p. 172) tror ikke, at Ågrip har benyttet Th.s skildring af Gunhilds
død som kilde, men mener, at forfatteren blot støtter sig til en lignende overlevering
som Th. At Ågrip selvstændigt skulle kunne formulere „kærneordet" at hon ggmol
giftisk ggmlom konungi anser B. for usandsynligt. Endelig fremhæver B. Ågrips sem
margir segja som bevis for, at Ågrip-forfatteren har hørt historien fortælle af mange.
Dette er muligt, men her som andre steder uden betydning for spørgsmålet om til-
blivelsen af den i Ågrip givne formulering af fortællingen, og i øvrigt må Ågrips
afslutningsord snarere opfattes som en stilfigur end som en virkelig kildehenvisning.
Jvf. W. Baetke, tåber die Entstehung der Isldndersagas, p. 29.
2X2