Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1965, Síða 217

HN genspejler formodentlig på dette sted Adam af Bremens skildring
af Jumne som Europas største by, og også HNs navneform må være et
lån fra Bremerhistorikeren.
Dernæst skildrer HN Olafs viking i Frisland, Flamland, England,
Skotland og Irland. Ågrip har samme rækkefølge, men erstatter Frisland
med Vendland.
I fuldstændig indbyrdes overensstemmelse beretter de to værker nu
om Olafs dåb. Olaf styres af forsynet til et sted i England, hvor en ene-
boer tjener Gud. Kongen prøver den hellige mand ved at sende sin væb-
ner til ham i kongelig dragt, men eneboeren gennemskuer straks sam-
menhængen og formaner den undergivne til lydighed mod sin herre.
Dette vækker yderligere Olafs interesse, han tvivler nu ikke på, at ene-
boeren er en sand profet, begiver sig selv derhen og modtager følgende
spådom:20
Historia Norvegice
p. 114
Rex eris (inquit) inclitus,
in fide Christi devotissimus
tuæque genti utilissimus;
per te enim christianissimus popu-
lus fiet innumerus.
Et si vera sunt, quce prædico,
Ågrip
J., p. 2i f.; D., sp. 35 f.
„pu mont vera, kvap hann, agcetr
konungr ok ågæt verk vinna,
pu mont mgrgom piopom til triiar
koma ok til skirnar,
montu bæjai {jér 1 {svi ok svå
mgrgom gjjrom hiålpa.
Ok til pess attu ivisk eigi um
pessor min ansvgr,
20 Bemtsen (op. cit., p. 69) anser det for usandsynligt, at Ågrip her bygger på
HN; Ågrip må stå den oprindelige tekst nærmest. HNs bemærkning om, at Olaf
skal møde en kvæghjord, må ifølge Berntsen, der her følger Finnur Jonsson (Litt.
Hist. II, p. 608), skyldes en fejllæsning, da den ingen mening giver. Dette kan kun
blive en løs hypotese, og „mening" er i øvrigt ganske unødvendig, da hjorden jo kun
er et sandhedstegn for kongen. ASalbjarnarson (p. 9) har en lignende opfattelse som
Berntsen og fremfører en tvivlsom latinisme i det for Ågrip særegne som yderligere
argument, hvilket dog ikke vejer tungt. Senere (p. I4f.) indrømmer ASalbjarnarson
da også, at Ågrips med HN overensstemmende stof nok kan være udledt af HN.
Beyschlag anerkender parallellen, men fremhæver (p. 184 f.), at Olaf i HN ser
flokken ved landgang, i Ågrip ved tilbagevenden til skibene. Trods alle lighedspunkter
tyder dette for Beyschlag på, at der kun er tale om beslægtede mundtlige varianter.
Spørgsmålet er uvæsentligt, men det skal dog noteres, at Ågrip kun siger, at Olaf skal
møde svig og hærflokke ved sine skibe uden nøjere at præcisere situationen. Nogen
modstrid mellem HN og Ågrip foreligger således ikke.
217