Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1965, Síða 266

lond (AM kap. 52, p. 154) - hvilket i øvrigt ikke har forhindret Oddr
i straks efter, formentlig med Ari som kilde (se ovenfor, p. 258 n. 61),
at opregne seks lande, som eru heiti landa peira er hann cristnaSi. Som
lån fra Sæmundr ville det endvidere være fristende at betragte hele
Ågrips skildring af Halfdan Svartes død, der herved ville få en naturlig
placering overfor HNs fremstilling, der må antages at gengive Ari (jvf.
ovenfor, pp. 203 og 242), og endelig synes det rimeligt at antage, at
Sæmunds værk har været Ågrips hovedkilde for de fra HN afvigende
fortegnelser over Harald Hårfagers og Erik Blodøkses sønner. Her tør vi
da også søge kilden til den bemærkning, der var undersøgelsens udgangs-
punkt : var hann kallapr seipmapr, pat er spdmapr.
At Ågrips forfatter således må antages at have benyttet hele tre skriftlige
kilder vedrørende de norske kongers historie, nemlig Sæmunds, Aris og
Theodoricus’ værker, udelukker imidlertid ikke, at forfatteren desuden
kan have støttet sig til den af Th. omtalte Catalogus regum Norwagien-
sium. Da alt tyder på, at Ågrip er forfattet i Trondheim, må denne
mulighed endog anses for yderst nærliggende.
Det ovenfor (pp. 182-96) foretagne forsøg på at udskille de med-
delelser, der må anses for hentede fra Catalogus regum Norwagiensium,
af Th.s fremstilling, har givet som resultat, at Cat. må antages at have
indeholdt korte meddelelser om regenternes afstamning, oplysning om
antallet af deres regeringsår og rimeligvis tillige kortfattede notater om
deres arbejde for kirkens sag. Muligt er endvidere, at Cat. har givet
meddelelse om stedet for fyrsternes bisættelse, men indhold af anden
art har der ikke været grundlag for at tillægge denne oversigt. De gejst-
ligt og subjektivt farvede karakteristikker af de enkelte fyrster, som i
Th.s værk anføres i nær sammenhæng med de fra Cat. hentede med-
delelser, bør næppe føres tilbage til nogen skriftlig kilde, men må dog
betragtes som hørende til samme traditionskreds som Cat., nemlig kred-
sen omkring ærkebispesædet i Trondheim.
Da det nu må antages, at Th. har set det som sin hovedopgave at
optegne sine islandske hjemmelsmænds beretninger, kan det ikke ude-
lukkes, at Catalogus regum Norwagiensium har indeholdt mere stof,
end Th. meddeler. Dette ville være i bedste overensstemmelse med det
synspunkt, som Th. gør gældende ved sin korte omtale af Olaf den
Helliges translatio og miraklerne efter hans død: hvad andre allerede
266