Árbók Hins íslenzka fornleifafélags - 01.01.1971, Side 13

ISLANDS VÁBEN
13
senere —, kan man have str0et feltet i det i seglet viste skjold med
„kongen af Island" indeholdt en guld 10ve pá r0d bund (de nu-
værende tinkturer), havde man jo netop med fordel kunnet bruge
disse tinkturer, som de var, da der i dette tilfælde ikke ville frem-
komme noget brud pá de heraldiske farvelove, da i sá fald et r0dt
skjoldhoved ville have st0dt mod den overste s0lv bjælke, og det
ville have været meningsl0st ved en omvending af tinkturerne at
fremkalde et unodvendigt brud pá de heraldiske farvelove.
Der er yderligere en omstændighed, der kan tyde pá, at det f0rst
er kong Eirik Magnusson, der omvender de indtil hans tid anvendte
tinkturer i det norske váben. I hans f0rste storsegl, af hvilket eksem-
plarer er bevaret fra 1283 og marts 1285, er bunden str0et med roser.
Dette beh0ver kun være et sfragistisk (seglmæssigt) fænomen, som
ikke n0dvendigvis svarer til udseendet af hans virkelige, med farver
malte skjold, som altsá ikke af den grund beh0ver at have inde-
holdt roser. Af særlige grunde kan han — eller hans formynder-
regering — have valgt at ombytte feltets og l0vens tinkturer sáledes,
at l0ven, der hidtil havde været r0d, bliver guld, og feltet, der
hidtil havde været guld, bliver r0dt. Denne forandring har man
gerne villet vise i seglet, men da dette jo er ensfarvet, og de senere
sá kendte heraldiske skraveringer til angivelse af tinkturer i ufarvet
gengivelse (lodret for r0dt, vandret for blát, punkteret for guld o. s.
v.) endnu ikke var opfundet — det skete f0rst et par hundrede ár
roser — der jo normalt er r0de —, for derved pá en let forstáelig
máde at angive, at feltet er r0dt. Roserne er sáledes efter det anf0rte
ikke at opfatte som nogle til vábenet som sádant h0rende heraldiske
figurer — dem var der nok af, idet man jo ved samme lejlighed f0jede
báde kronen og 0ksen til I0ven —, men alene som et sfragistisk
fænomen til angivelsen af bundfarven i et ufarvet segl, se figur 4.
I hvilken anledning skulle man da ændre det norske vábens tink-
turer, og specielt bundfarven, ved den págældende lejlighed? Fordi
man ved denne som anf0rt f0jede en krone — af guld — og en okse
— hvis blad helst skal være af metal, og som blev af solv med guld
skaft — til I0ven. Havde man bevaret den bund af metal — guld ■—,
s°ffl man tilsyneladende indtil da har haft, ville en krone af guld og
en 0kse af solv og guld komme i strid med de heraldiske farvelove,
°g at klare sig ved i stedet at lade 0ksen og kronen være f. eks. blá
— som 0ksen i det islandske kongeváben — er man veget tilbage for.
At roserne kun er af sfragistisk art — og kun benyttet for at
henlede opmærksomheden pá en farveændring — indiceres af den