Saga - 1960, Blaðsíða 169

ÁLITSGERÐ PÁLS MELSTEDS 5. FEBR. 1849
161
udarbeidede og til de islandske Forhold meest passende
Deel af Jonsbogen, imedens mange af dens Bestemm-
elser angaaende Landboforholdene ere blevne hentede
fra de ældre norske Love, og det end ikke altid med saa
megen Skjönsomhed eller Omsigt, at de, da Lovbogen
blev vedtagen, i alle Dele kunne have været passende
for Island.
Jeg kan derfor ikke tilraade at dette Lovforslag i sin
Helhed bliver forelagt det næste Gang sammentrædende
Althing. Derimod skulde jeg formqne, at ligesom Be-
stemmelseme om Strandinger, der ere optagne i Lov-
forslaget, helst bör afsondres fra Bestemmelseme om
Forstrandsretten, og udgives for sig i en særegen
Strandingsanordning for Island, saaledes troer jeg, at
Bestemmelserne om det saakaldte Vrag af liden Værdi,
der indeholdes i Placat. 4. mai 1788, og som med en
Deel Forandringer ligeledes ere optagne i det ovennævnte
Lovforslag, ogsaa bör udsondres derfra, og optages i et
særskilt Lovudkast, der forelægges næste Althing, da
det i flere Henseender er af megen Vigtighed, at denne
Materie ordnes ved en ny Lov. Efter min Formening
burde dette Udkast gaae ud paa at bestemme, at det
Vrag af liden Værdi, hvis netto Provenue, forsaavidt det
opdrives paa Selveiergodset — det forhenværende Skal-
holtske Gods dog undtaget — nu tilfalder Justitskassen,
skulde i Overeensstemmelse med den ældre. Lovgivning,
ogsaa for hiint Godses Vedkommende herefter ligesom
andet Drivtömmer tilfalde Grandeieren. En slig Be-
stemmelse vilde i Island opvække megen Tilfredshed og
forebygge mange og betydelige Inconvenientser; thi ved
den vilde den i Landets ældre Love begrundede, ved den
senere Lovgivning temmelig vilkaarligt forandrede, Rets-
tilstand, hvorefter et saadant Vrag tilhörte Grundeieren,
blive restitueret; den stödende Retsulighed, der nu finder
Sted derved, at sligt saakaldet Vrag nu for Tiden ei alene
Saga — 11