Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1965, Side 23

have været hos bondearistokratiet, hvad der også i betragtning af hans
egen herkomst var at forvente. Harald Hårfagers hårde fremfærd mod
„de gavmilde", høvdingene, synes ganske vist ikke at have vakt Sæmunds
uvilje, i hvert fald ikke i en sådan grad, at det er blevet bestemmende for
hans samlede vurdering; Haraids storværk, rigssamlingen, må have fore-
kommet ham at være denne pris værd. Erik Blodøkses undertrykkelse af
herserne derimod medfører prædikatet „hårdsindet" (harSrådr). Til
gengæld spores sympatien for „de mænd, som styrede loven", og som
ikke „forfejlede det bedste råd", da de tog den kristne Olaf Tryggvason
til konge. Betegnende er også de ord, der anvendes om de hedenske eller
halvhedenske fyrster, der på trods af al religion synes at have haft Sæ-
munds sympati, nemlig Harald Hårfager, Hakon den Gode og Erik jarl.
Det er karakteregenskaber som tapperhed, ærgerrighed, klogskab og gav-
mildhed, der drages frem. Altsammen aristokratiske dyder, hirddyder om
man vil. Æren må heller ikke glemmes. Men mest bemærkelsesværdigt
af alt er dog den som det synes ret nøgterne skildring af oprøret mod Olaf
den Hellige med de vel ætbårne høvdinge Kalv og Thore som ledere.
Nationalt er placeringen klar. Uviljen mod de danske konger er frem-
trædende. Knud bestikker stormændene til at forråde deres egen konge,
og hans søn Sven er venneløs. Dette tema synes at være anslået omtrent
uforandret i hele den norrøne historieskrivning.
Aristokratisk indstilling og norsk-nationalt sindelag kan således antages
at have mærket Sæmunds bog, men af lige så stor betydning har det dog
sikkert været, at dette værk var skrevet af en mand, der var viet som
præst og under sin uddannelse i Frankrig må have modtaget indtryk
både af den begyndende investiturstrid mellem kejser og pave og af den
franske konges alliance med kirken og kamp mod vasallerne. Om Sæ-
mundr har set Harald Hårfagers rigssamling i lyset af kampene i Cape-
tingernes Frankrig må stå hen som en åben mulighed, men at hans fyrste-
ideal har været præget af den kirkelige opfattelse i samtiden kan ikke
være tvivlsomt. Samarbejde mellem konge og kirke om efterlevelse af den
kristne lære og opretholdelse af ro og orden i samfundet måtte være
kravet, og det arbejde for styrkelse af kirkens stilling i det islandske sam-
fund, som Sæmundr selv tog aktivt del i, måtte understrege dette kravs
betydning for ham.
Noregs konunga tal kan ifølge sit anlæg kun give løse holdepunkter
for en påvisning af, at denne vurdering har været anvendt, men så meget
klarere taler den rest af Sæmunds værk, der er bevaret i det ovenfor om-
23