Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1965, Qupperneq 25

HQconarson. Umiddelbart herefter følger oplysningen om, at dette var
130 år efter den engelske konge Edmund den Helliges drab og 1000 år
efter Kristi fødsel. Grunden til, at Ari omtaler Olaf Tryggvasons fald i
denne forbindelse, er da åbenbart, at Sæmunds oplysning om, at kong
Olaf faldt samme sommer, som kristendommen blev indført på Island,
gav Ari mulighed for at datere den sidste begivenhed absolut.
Det er nu bemærkelsesværdigt, at Snorri Sturluson i Den særskilte saga
om Olaf den Hellige omtaler Olaf Tryggvasons fald i nøje overensstem-
melse med Ari: Olafr Tryggva son ... feil i orrostu suSr fire Vindlandi.
fra barSiz hann viS Svein Harallz son Dana konung.... oc vid Olaf Eirics
son Svia konung. oc vi8 Eirik iarll Haconar son.29 Det kan ikke antages,
at Snorri støtter sig på Aris udsagn i denne forbindelse, thi som det vil
fremgå af den videre undersøgelse synes denne at have stedfæstet Olaf
Tryggvasons fald til farvandet ved Sjælland. Den rimeligste forklaring
på overensstemmelsen må derfor være, at såvel Snorri som Ari gengiver
Sæmunds værk, og ved antagelse af, at Ari benytter en skriftlig kilde på
dette sted, finder også den i sammenhængen overflødige omtale af Olafs
modstandere en tilfredsstillende forklaring.
Ligesom tilfældet er for Sæmunds vedkommende, er det kun brudstykke-
vis viden, der kan erhverves om den anden store pioner, Ari Porgilsson.
Det brudstykke af Aris biografi, som er bevaret, er dels optegnet af
Ari selv i hans Islendingabok, dels af Snorri Sturluson i Heimskringla-
prologen. Snorri har derved kunnet støtte sig på oplysninger fra Ari, som
går ud over de fra Islendingabok kendte, men må også i øvrigt antages
at have været fortrolig med hans liv.30 Både hos Ari selv og hos Snorri
er det imidlertid kun den første del af Aris tilværelse, der gives oplysning
om. Forklaringen herpå er, at disse biografiske notitser ikke var et mål i
sig selv for nogen af de to forfattere, men først og fremmest et middel til
at begrunde de givne meddelelsers tilforladelighed. De indså begge, at der
måtte lægges særlig vægt på udsagn fra hjemmelsmænd, som ikke blot var
kundskabsrige og sanddru, men som også på grund af deres alder havde
et førstehånds eller dog nært kendskab til de skildrede begivenheder. De
meddelelser, som blev givet Ari af folk, der var gamle, mens han selv
29 Den store saga om Olav den hellige I, p. 33.
30 Jvf. Halldor Hermannsson i Islandica XX, p. 35 f.
25