Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1965, Side 29
så meget skal bemærkes, at overskriften Schedæ Ara prests froda ikke i
sin nuværende form kan antages at hidrøre fra Aris egen hånd, alene af
den grund at han her betegnes „den lærde”. Om denne overskrift skyldes
skriveren af det middelalderlige håndskrift, der tjente Jån Erlendsson
som forlæg, eller om den først er kommet til i 17. årh., lader sig derimod
næppe afgøre med sikkerhed.44 Vigtigere er det at notere, at udtrykket
Libellus Islandorum ikke forhindrer, at skriftets islandske titel har været
Islendingabok, eller med andre ord, at det har haft samme betegnelse,
som Ari hæfter på den i hans prolog omtalte første udgave. At denne
første udgave skulle have været benævnt Liber Islandorum, som af Vig-
fusson hævdet,45 er en løs og lidet sandsynlig hypotese. Af samme grund
må det anses for utilladeligt, som Maurer, at drage slutninger om de to
udgavers relative størrelse på grundlag af overskriften Libellus.46
Vil man søge at bestemme forholdet mellem Islendingabåks to udgaver
nærmere, må man derfor vende sig til Aris prolog. Ari beretter her, at
han først gjorde Islendingabok („Islændingebogen” eller „en islændinge-
bog”) for bisperne I>orlåkr og Ketill og viste den både til dem og til
Sæmundr præst. En mep pvi at peim licapi svå at hava epa par vipr
auka på skrifapa ec pesa of et sama far fyr titan åttartglo oc conunga évi
oc iocc pvi er mer varp sipan cunnara oc nti er gen sagt å pesi en å
peirri.
Så meget kan med sikkerhed udlæses heraf, at den Islendingabok, som
Ari foreviste for de tre nævnte mænd, ikke var identisk med den nu
kendte. Tydeligt fremgår det endvidere, at Ari på forskellige ikke nær-
mere definerede punkter har foretaget tilføjelser på grundlag af senere
erhvervet viden, således at den bevarede bog på disse punkter giver fuld-
stændigere underretning end den første. Endelig må Aris ord forstås så-
ledes, at det var bispernes og Sæmunds udtalelser, der gav anledning til
44 Eva Hagnell fremhæver, at ordet schedæ kun sjældent forekommer i middel-
alderens latin, og anser det derfor for rimeligst at antage, at overskriften i sin helhed
skyldes enten Jon Erlendsson (således allerede Årni Magnusson) eller, hvad forf. er
mest tilbøjelig til, biskop Brynjolfr Sveinsson. Hagnells argumentation har dog ikke
fået Halldor Hermannsson til at opgive sin tidligere i Islandica XX, p. 41, fremsatte
teori, hvorefter den nævnte overskrift snarest må antages at gå tilbage på skriveren
af Jon Erlendssons forlæg, som med udtrykket schedæ tilkendegav, at dele af hans
forlæg — nemlig Harald Hårfagers, bispernes og Aris stamtavler — forelå for ham som
løse blade. Se Skirnir CXXII, p. 20 f.
45 Indledningen til udgaven af S turlun ga saga, p. XXXI ff.
46 K. Maurer i Germania XV, p. 312; jvf. F. Jonsson, Litt. Hist. II, 2. udg.,
P- 356 f., og i Islendingabåk, p. 9 f., samt E. Hagnell, op. cit., p. 109 ff.
29