Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1965, Side 43

sandsynlig. Langt rimeligere må det være at opfatte sætningerne Svå -
Katanesi som en tilføjelse fra Laxdæla-forfatterens side til det oprindelige
grundlag, som kan antages at have været omtrent enslydende med Sturlu-
bok. På et indskud tyder også den stilistiske ubehjælpsomhed, at Katanes
er anført to gange umiddelbart efter hinanden. I så fald forvandles imid-
lertid sandsynligheden for, at Laxdæla sagas forfatter skulle have anset
den Landnåma, han må antages at have benyttet, for et værk af Ari, til
en usandsynlighed. Markerede forfatteren sin tilføjelse ved at anføre Ari
som kilde for denne, er det urimeligt at antage, at han også betragtede
sin hovedkilde som et værk af ham.
Haukr Erlendssons udtalelse om, at Ari og Kolskeggr var de første,
der skrev om landnam på Island, kan således for Aris vedkommende kun
bekræftes så vidt, at det må antages, at han har foretaget en optegnelse
om Ketilbjgm Ketilssons landnam omkring Mosfell. Selvsagt er det ikke
utænkeligt, at Ari har optegnet lignende beretninger om andre landnam,
men beviser herfor savnes, og navnlig foreligger der intet, som kan sand-
synliggøre, at han skulle have forfattet en landsomfattende fremstilling
af dette emne. Det er i denne forbindelse værd at bemærke, at de henvis-
ninger til Ari som hjemmelsmand for oplysninger om slægtsrækker, som
findes i den senere litteratur,94 alle gælder de to hovedslægter syd og øst
for Bredefjord, som Ari selv tilhørte.95 Dette træk taler snarest imod
antagelsen af et landsomfattende værk fra hans hånd.
Det må således være rimeligst at antage, at Aris landnams- og slægts-
optegnelser har været at finde i den tabte dttartala, og der er ikke af den
foreløbige undersøgelse fremgået momenter, som giver anledning til at
betragte denne som et selvstændigt skrift.
Det andet særskilte værk, som af enkelte forskere er tillagt Ari, er en
Nor geshistorie. Senest og udførligst er denne tese begrundet af Johan
Schreiner.96 Problemstillingen er her mere overskuelig, end hvor det
gjaldt forfatterskabet til en særskilt Landnåma, og da jeg endvidere i alt
væsentligt kan tilslutte mig den opfattelse, der er fremsat af Bjarai ASal-
bjamarson og Eva Hagnell,97 kan dette spørgsmål behandles i større
94 Jvf. f. eks. oversigten hos E. Hagnell, op. cit., p. 142 ff.
95 Jvf. F. Jonsson i hlendingabok, pp. IV og 4.
96 Saga og oldfunn, p. 66 ff.
97 B. ASalbjarnarson, op. cit., p. 44 ff.; E. Hagnell, op. cit., p. 136 ff.
43