Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1965, Qupperneq 60

ævi’er indenfor åttartala, må have været stærkt varierende i størrelse,
mindre for den ældste tid og de mindre betydelige fyrster, større navnlig
for de to Olaf’er, især vel Olaf den Hellige.
Hermed er dog ikke sagt, at den udgave af Aris værk, der rummede
åttartala og conunga ævi må have været noget meget omfattende skrift.
Ævi Snorra goSa ville trykt som nærværende bog fylde mindre end en
side, og det har snarest været en af de største ævi’er. Turville-Petres på-
stand, at den tabte fslendingabok måtte have nærmet sig et omfang af
i oo tryksider, hvis den skulle have indeholdt alt det stof, der er grund til
at henføre til Ari,119 kunne man ønske at se nærmere dokumenteret.
Af det overblik over omfang og art af Aris tabte forfatterskab, som er
givet i det foregående, vil det være fremgået, at de forfattere, der hen-
viser til Ari som kilde, i de fleste tilfælde ses at have benyttet oplysninger,
der var fordelt på to eller endog samtlige tre afsnit, som må antages at
have været indeholdt i hans værk.
Det må være dette værk i tre „bøger“, som Snorri Sturluson beskriver
i Heimskringla-prologen og henviser til i sin skildring af Olaf den Helliges
historie, og intet tyder på, at Snorri har kendt andre skrifter fra Aris
hånd end denne bok. Oddr Snorrasons oplysninger om Hakon jarl og
Olaf Tryggvason må være hentet fra conunga ævi, men tillige har Oddr
anvendt en fremstilling, der svarede til den bevarede fslendingabåks
kap. VII, som kilde for sin beskrivelse af kristendommens indførelse på
Island.150 For Gunnlaugr Leifssons vedkommende må det samme antages
at have været tilfældet. Ifølge Flateyjarbok har Gunnlaugr omtalt Aris
bøger, og hermed må der snarere end på de to udgaver af fslendingabok
149 Origins of Icelandic Literature, p. 98.
150 Saga O lafs Tryggvasonar, p. 126 ff.; det pågældende afsnit af AM er tillige
aftrykt i tslendingabåk, p. 61 f., hvor udvidelserne af Aris tekst er sat i klammer.
Finnur Jonsson har fremsat den opfattelse, at Sth. her skulle gengive Odds original
nøjagtigst, medens AM skulle være udvidet ved direkte benyttelse af fslendingabok
(Saga Olaf s Tryggvasonar, pp. XVII og XXXI f.). Dette synes dog ikke meget
sandsynligt. De verbale overensstemmelser er ikke så omfattende, at de udelukker,
at AM’s tekst kan have passeret et latinsk mellemled. Hvis en interpolator skulle
have udvidet Odds tekst på grundlag af fslendingabok, måtte man tværtimod vente
langt større overensstemmelse. Det må derfor anses for sandsynligst, at AM, her som
andetsteds, gengiver Odds original nøjagtigst, medens Sth. forkorter. I dette tilfælde
støttes denne opfattelse også af Sth.s udtrykkelige henvisning til fslendingabok. Man
kan heri se en begrundelse for forkortelsen fra redaktørens side.
60