Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1965, Síða 62

Islendingabok har været af mindre betydning, men det medfører ganske
vist også, at det ikke med sikkerhed kan fastslås, at første udgave og ikke
den bevarede Islendingabok har været forlæg.153
Antagelig har begge udgaver af Islendingabok fået udbredelse, men det
er Aris bok i den oprindelige skikkelse, der har størst interesse på dette
sted. Denne første udgave af Aris værk må antages at have bestået af tre
særskilte afsnit („bøger“) : Islendingabok, som i hovedsagen synes at
have svaret til den bevarede bog, samt åttartala og conunga ævi, der nu
er tabt, men om hvis udseende især Ævi Snorra goSa giver et begreb.
Aris hjemmelsmænd har lejlighedsvis været omtalt i det ovenstående,
men det vil nu være på sin plads at gøre spørgsmålet om Aris kilde-
benyttelse i det hele taget til genstand for en samlet betragtning. Midlet
hertil er i alt væsentligt den bevarede Islendingabok.
Ti af Aris hjemmelsmænd er kendt ved navn. Af disse ti nævnes de
ni i Islendingabok, den tiende, Oddr Kolsson, kun i Heimskringla-prolo-
gen, men med udtrykkelig angivelse af Ari som kilde. Ari har ifølge
Snorri selv oplyst, at han skrev æfi Noregs-konunga efter Odds fortælling,
men Heimskringla-prologens følgende oplysning om, at Halir i Haukadal
stod i forbindelse med Olaf den Hellige og derfor kendte meget til hans
historie, viser dog, at Oddr ikke var eneste kilde for Aris skildring af de
norske konger. Begge disse meddelelser har Snorri utvivlsomt hentet i
Aris conunga ævi.
Blandt de ni hjemmelsmænd, der omtales i Islendingabåk, synes Aris
fosterfader, den nysnævnte Hallr bårarinsson i Haukadal (d. 1090), og
især Aris fostbroder Teitr Isleifsson (d. 1110 eller mi) at have været
de vigtigste. Teitr er den hjemmelsmand, der nævnes hyppigst i Islend-
ingabok. Af stor betydning for Ari var dog også lovsigemanden Markus
Skeggjason (d. 1107), Snorri goSis datter buriSr (d. 1112) og Aris far-
broder borkell Gellisson. De øvrige: Sæmundr Sigfusson, bisp Gizurr
Isleifsson, Hallr Orækjuson og lovsigemanden UlfheSinn Gunnarsson, ses
kun at have bidraget med enkelte oplysninger.
153 B. Sigfussons begrundelse af påstanden herom (op. cit., p. 26) kan ikke anses
for fyldestgørende. Den meddelelse om forbindelsen mellem Olaf den Hellige og Hallr
i Haukadal, som omtales af Snorri Sturluson, men savnes i Haukdoela J>åttr og den
bevarede Islendingabok, har sandsynligvis været anført i forbindelse med conunga
ævi, og der er derfor intet besynderligt i, at den ikke er kommet med i Haukdcela
Joattr. Større interesse har Historia Norvegiæ på dette punkt, jvf. nedenfor, p. 146.
62