Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1965, Síða 63

Henvisninger med navns nævnelse til hjemmelsmænd er ikke noget
usædvanligt i middelalderlig historieskrivning, og formålet er overalt at
begrunde den givne meddelelses pålidelighed eller eventuelt at skyde sig
ind under en andens autoritet og derved fralægge sig selv ansvaret for
udsagnets rigtighed. For Aris vedkommende kommer dog kun den første
mulighed i betragtning; det er alene oplysningernes tilforladelighed, han
vil begrunde.
Han nøjes derfor heller ikke med at anføre sine hjemmelsmænds
navne, men nævner også de egenskaber hos dem, som i hans øjne gav
deres udsagn særlig vægt. Teitr var den viseste (spacastr) mand, Ari
havde kendt, buriSr var i besiddelse af en omfattende og tilforladelig
viden (margspgc oc oUugfrofr), Hallr var sanddru (oly ginn), og hans
hukommelse var så stærk, at han huskede, at præsten Thangbrand døbte
ham tre år gammel, et år før kristendommen blev vedtaget på Altinget.
Også Aris farbroder horkell Gellisson huskede langt tilbage. Minnigr og
olyginn, de ord som Ari anvender om Hallr, angiver de to hovedkrav,
som Ari stillede til sine hjemmelsmænd.
Ari indskrænker sig imidlertid ikke til at karakterisere sine hjemmels-
mænd, men begrunder også deres udsagns pålidelighed ved at anføre,
hvem der var deres hjemmelsmænd igen. Om Oddr Kolsson har Ari
således ifølge Heimskringla-prologen berettet, at han havde sin viden fra
borgeirr afråSskollr, som foruden at være klog (vitr) var så gammel, at
han boede på Nidarnæs, da Hakon jarl blev dræbt. Om tidspunktet for
Erik den Rødes landnam på Grønland har Ari fået oplysning af Torkell
Gellisson, men denne havde hørt beretningen fra en mand, som selv havde
fulgt Erik (Islendingabok, kap. VI). Om kristendommens indførelse er
Teitr Aris hovedkilde, men om et enkelt punkt i skildringen siges det, at
Teitr havde hørt en mand, som selv var til stede, fortælle herom (kap.
VII). Om de ældre lovsigemænd har Ari skrevet efter Markus Skeggja-
sons beretning, men Markus havde fået underretning fra sin broder
Torarinn, deres fader Skeggi og andre vise mænd, og bagved lå igen
udsagn af Markus’ bedstefader Bjami inn spaki, som huskede horarinn,
den anden lovsigemand efter tJlfljåtr.
Det vil vistnok være vanskeligt at udpege nogen anden middelalderlig
historieskriver, som udviser en Uge så stor nidkærhed med hensyn til
kildeangivelse som tilfældet er i Aris Islendingabok; men dette er ikke
ensbetydende med, at hele bogens indhold er belagt med kildehenvisnin-
ger. I adskillige tilfælde er det uklart, hvor stor en del af beretningen der
63