Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1965, Blaðsíða 83

den første landnamsmand, nævnes, ingen af de andre opdagere. Men til
gengæld omtales den irske kolonisation, som var gået forud for den
norske. Ari fremhæver den tiltrækning, som Island udøvede på nord-
mændene; så stærk var den, at Harald Hårfager så sig foranlediget til
først at forbyde udvandring, senere at pålægge emigranterne en særlig
afgift.
I kap. II nævnes først fire landnamsmænd, Hrollaugr, Ketilbjpm,
AuSr og Helgi enn magri, en repræsentant for hver landsfjerding. Valget
af disse fire er ikke tilfældigt. Det er prominente folk, men dette er ikke
det afgørende; det havde næppe været vanskeligt for Ari at nævne fire
andre lige så fremtrædende landnamsmænd.199 De nævnte fire repræsen-
terer imidlertid ikke blot hver sin landsdel, men også hver sin biskop, en
enkelt af dem, Ketilbjgrn, dog to, idet bisperne Isleifr og Gizurr var
fader og søn. De samme fire landnamsmænd anføres i det første tillæg til
Islendingabok som stamfædre for Islands første fem bisper.200 Også i
denne henseende har Ari truffet et valg. Han kunne lige så vel have op-
stillet bispernes stamtræ på anden måde,201 thi kun i ét tilfælde (Ketil-
bjgrns slægt) er der tale om en ren mandslinie. Men den valgte frem-
gangsmåde har givet Ari mulighed for at opfylde et dobbelt formål. Han
har opnået at give hver landsfjerding den hæder at have fostret en
biskop, og samtidig har han på denne måde understreget bispedømmets
ligelige repræsentation af hele landet.
Med omtalen af Ingolfr og de fire andre landnamsmænd er skildringen
af det islandske samfunds grundlæggelse afsluttet, og Ari kan gå videre
(kap. III) med beretningen om, hvorledes dette samfund fik en fælles
lov, som tJlfljåtr bragte til landet fra Norge, og et fælles ting, Altinget,
som ligeledes oprettedes på tJlfljots initiativ, men, som det fremhæves,
med tilslutning fra alle landets mænd, ligesom alle havde betalt en afgift
til Grimr, der undersøgte landet før Altingets oprettelse. I løbet af 60 år
er Island nu blevet helt bebygget, og fællesskabet konsolideres med Al-
tinget som centrum under lovsigemandens ledelse. På horsteinn surts
initiativ enes man om en fælles tidsregning (kap. IV), og efter at Aris
199 Jvf. opregningen af de vigtigste landnamsmænd i Sturlubåk kap. 397 og Hauks-
bok kap. 354. De af Ari omtalte fire landnamsmænd anføres her sideordnede med
talrige andre.
200 Dette moment er stærkt fremhævet af H. Schneider i Zeitschrift fur deutsches
Altertum LXVI, p. 90 f.
201 E. Amorsson, Ari froSi, p. 90.
6*
83