Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1965, Page 86

gengiver den dog ifølge Schiick ikke Aris fremstilling uændret. Navnlig
i begyndelsen, hvor krøniken forbindes med den egentlige HeiSreks
saga, spores en kompilators virksomhed. De to kildehenvisninger, som
bringes, må skyldes denne og henføres til Heimskringla og Pdttr af
Ragnars sonum. De argumenter, hvormed Schiick støtter sin henførelse
af kongekrøniken til Ari, må anses for højst bemærkelsesværdige, men
om beviser er der ikke tale. Finnur Jonsson har da heller ikke ladet sig
overbevise of Schiick,3 og Lauritz Weibull har rettet tungtvejende ind-
vendinger imod hans opfattelse.4
Weibull fremhæver, at den manglende omtale af Inge Stenkilssons
død ikke giver sikkerhed for, at krøniken er affattet før denne begiven-
hed fandt sted; men navnlig retter Weibull opmærksomheden mod det
led, der forbinder den egentlige saga med kongekrøniken. Dette led ud-
gøres af følgende ord: Anganntyr var leingi kongur i Reidgotalandi;
hann var rikur og hermadur mikill, og eru fra honum komnar konga
ættir.5 Angantyrs søn var Heidrek Ulvsham, og slægten følges videre til
Ragnar Lodbrog og hans sønner. Af disse sidstes efterkommere omtales
kun indehaverne af magten i Sveavælde. Med Olaf Skotkonungs søn
Emund uddør slægten på mandssiden, men fortsættes dog gennem
Emunds datter, som ægtede Stenkil, hvis efterkommere således også
kunne opfattes som rundne af Angantyrs æt. Den uden for slægten
stående kong Hakon nævnes kun indirekte som Inge Stenkilssons for-
gænger, og med omtalen af Filip og Inge Halstensson er det strengt
gennemførte program ifølge Weibull fuldendt, da den svenske konge-
magt hermed for altid gik ud af Angantyrætten.
Krøniken har således, konstaterer Weibull, en bestemt plan, lagt med
HeiSreks saga som udgangspunkt, hvoraf følger, at krønikens affattelse
ikke kan henføres til et tidligere tidspunkt end sagaen, medmindre sær-
lige grunde herfor kan fremføres. Sådanne grunde finder Weibull imid-
lertid ikke; tværtimod bestyrker en analyse af teksten ham i den op-
fattelse, at krøniken må være forfattet efter det 13. årh.s midte. Den
bærer i udpræget grad mærke af at være en kompilation: Inge Sten-
kilsson skildres alt for bredt i forhold til den øvrige tekst („synes nårmast
som ett kapitel ur en storre saga“), bemærkningen om Hakon må hid-
røre fra en anden kilde, og i afsnittet om Ivar Vidfadme spores, som
3 F. Jonsson, Litt. Hist. II, 2. udg., p. 832.
4 L. Weibull, op. cit., p. 171 ff.
5 HeiSreks saga, p. 155 f.
86