Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1965, Blaðsíða 87

vist af Heinzel,6 to forskellige kilder. Hertil kommer krønikens udtrykke-
lige kildehenvisninger, som ifølge Weibull må henføres til Ragnars saga
og Ynglinga saga. Hermed anser Weibull krønikens sene datum for
fastslået, og til yderligere belysning heraf citeres steder i Historia Nor-
vegiæ, Snorri Sturlusons særskilte Olaf s saga og Knytlinga saga, som
viser verbal overensstemmelse med krøniken.
I virkeligheden er Schiick og Weibull dog ikke så uenige om krønikens
affattelsestid, som Weibulls fremstilling må give indtrykket af. Også
Schiick regner med en kompilators virksomhed, og krønikens nuværende
udseende er således også efter hans opfattelse formet ved en sådan
proces, altså senere end HeiSreks sagas affattelse. Uenigheden mellem
Schiick og Weibull angår således kun omfanget af denne kompilators
virksomhed og — i nærmeste sammenhæng hermed — hans kildebenyt-
telse. Schiick ser her Aris værk som hovedgrundlaget, der med kun
enkelte tilføjelser er knyttet til HeiSreks saga. Weibull derimod anser
krøniken for en sammenstykning af talrige kilder, der alle er langt
senere end Aris værk. Mod Schiicks hovedargument: omtalen af Filips,
men ikke Inges død, sætter Weibull krønikens „program11: omtalen af
kongerne af Angantyrs æt; med omtalen af Filip og Inge er ifølge Wei-
bull dette program opfyldt.
Når Weibull kritiserer Schiicks anvendelse af krønikens omtale af
Filips, men ikke Inges død som termini henholdsvis post og ante quem,
kan man ikke godt være uenig med ham. At Weibull her har ret i prin-
cippet, må være indlysende. Alligevel sidder en tvivl tilbage; thi for at
„krønikens program11 kunne siges at være fuldstændig opfyldt, måtte
Inges død dog være omtalt, ja man måtte kræve en afrundende omtale
af, at kongemagten hermed endeligt gik ud af Angantyrs æt. Hertil
kommer, at Angantyrs kongeæt næppe kunne anses for fuldstændig af-
sluttet med Inge den Yngre, idet Inge den Ældres dattersøn, den
danske prins Magnus Nielsen, synes at have opretholdt en kongemagt
i Våstergotland indtil begyndelsen af 1130’erne. At slægtsrækken herved
passerede et kvindeligt led, kan ikke anføres herimod, da det samme
gælder ikke alene for Stenkils efterkommere, men også for forgængerne,
som kun gennem Angantyrs sønnedatter Hild nedstammede fra den
berømmelige konge.
6 Sitzungsberichte der philosophisch-historischen Classe der Kaiserlichen Akademie
der Wissenschaften, Bd. 114, p. 436.
87