Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1965, Blaðsíða 91

Hlaudur) bordust a Dwnheidi. Herom vil man lede forgæves hos Snorri.
Af islandsk litteratur vides kun Skjgldunga saga at have bragt vidtløftig
underretning om Bråvallaslaget, og det er i denne forbindelse værd at
bemærke, at den redaktion af sagaen, som er kendt gennem det bevarede
brudstykke Sggubrot af fornkonungum, indeholder en bemærkning, der i
påfaldende grad svarer til kongekrønikens: ok uar su orrosta sva snorp ok
mikil, sem segir i^ollum fornvm sogum, at engi orrosta a norSr-londum
hafi hait verit med iam-miklu ok iamgoSv mannuali til orrostv at telia.12
At kongekrønikens forfatter jævnfører slaget ved DunheiSr hermed, skyl-
des uden tvivl den viden, han har kunnet hente i selve HeiSreks saga,
hvor også Angantyrs broder flere gange nævnes.
Kongekrønikens tredie kildehenvisning angår Eystein Ildrådes fald i
kamp med Ragnar Lodbrogs sønner: hann (Eysteirn inn illradi) tok
Suiariki eptir faudur sinn og riedi pui, par til er synir Ragnars kongs
felldu hann, so sem seigir i hans sogu. Hvilken saga er det, der her hen-
vises til? Schiick mener Påttr af Ragnars sonum,13 Jonsson og Weibull
peger på Ragnars saga™ Begivenheden omtales begge steder, men om
verbal overensstemmelse er der overhovedet ikke tale.15 Giver en sam-
menligning af teksterne i på den ene side kongekrøniken, på den anden
side de nævnte skrifter således ikke begrundelse for at antage skriftlig
sammenhæng, så forekommer selve kongekrønikens udtryk mig endnu
langt mindre at give anledning hertil. Udtrykket i hans so gu må, som
det står anført, umiddelbart forstås som i Eysteins saga. Nu er det
imidlertid aldeles usandsynligt at en særskilt Eysteins saga nogen sinde
har eksisteret, og udtrykkets rimeligste fortolkning bliver herefter i for-
tællingen om ham {Eystein). Men er denne henvisning således ganske
ubestemt, kan den med lige så stor ret formodes at henvise til Skjgld-
unga saga som til de ovenfor nævnte skrifter.
To fingerpeg, næppe mere, giver således kongekrønikens egne kilde-
henvisninger, og i virkeligheden kan meget tale for at opfatte disse som
henvisninger til „supplerende litteratur", snarere end som kildeangivelser.
Alligevel er det værd at bemærke, at én henvisning peger mod Ynglinga
12 Sggur Danakonunga, p. 2015.
13 Arkiv XII, p. 218, n. i.
14 Litt. Hist. II, 2. udg., p. 832 ; Weibull, op. cit., p. 175.
15 Weibull indrømmer (ibid.), at overensstemmelsen med Ragnars saga ikke er
„alldeles verbal", alligevel „synes dock beroendet givet: ok nu lykr svå f>eirra bardaga,
at Eysteinn konungr feli, en he4r bræSr hafa sigr." Jeg er ude af stand til at se
nogen som helst antydning af verbal lighed mellem de to stykker.
91