Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1965, Side 126

Ættartala forekommer omtalen af Aun mig at tale (mærk: er ver kaull-
um). Adils’ og Yngvars tilnavne viser derimod ingen som helst tegn på
at være kommet ind fra en sidekilde, men dette udelukker naturligvis
ikke, at de kan være kommet ind på denne måde. Alene udfra en tekst-
sammenligning må jeg således anse det for sandsynligst, at Ættartala
har benyttet Ari, og til støtte herfor kan også andre grunde anføres. De
forskellige tidspunkter for affattelsen af Aris række og af Ættartala må
således tillægges en ikke ringe vægt. Der er ingen sikre vidnesbyrd om, at
Ari har kunnet benytte skriftlige slægtsoptegnelser, og det bør derfor
ikke antages uden tvingende grund. På det tidspunkt, da Ættartala af-
fattedes, var man derimod nået til højdepunktet af kompilationsvirksom-
hed (Flateyjarbok), og intet ville være naturligere, end at afskriveren af
X tilføjede oplysninger fra Ari. At han ikke altid udtrykkelig bemærkede
dette, kan ikke undre.
Der har i det foregående været talt om „Ari“ og „Aris Ynglinge-
række“ uden forsøg på nærmere præcision, og det vil derfor være rime-
ligt til afslutning at forsøge en nærmere bestemmelse. Rækkerne i Is-
lendingabok er her anset for repræsentative for Aris opfattelse. Mulig-
heden af, at Ari, som antaget af Gjessing (p. 18) og Storm (jvf. ovenfor
p. 113), kan have anført afvigende opfattelser i sine forskellige værker,
vil jeg for så vidt ikke afvise, men jeg kan ikke se nogen tvingende grund
til at antage dette. Derimod vil det være klart, at det værk af Ari, som
jeg må anse for den sandsynlige fælles kilde for HN, Yngl. saga, Lang-
feSga tal og Ættartala, må have været en fremstilling, der ikke blot som
den bevarede Islendingabok meddelte selve navnene, men som også gav
en række oplysninger om de enkelte fyrster. Når jeg i det foregående har
henført dette værk til Aris navn, skyldes det, at et sådant skrift, ældre end
HN og rummende en slægtsrække, identisk med Islendingaboks, samt
en del oplysninger herudover, naturligst må antages at være forfattet af
Ari og da snarest at have været en bestanddel af dennes første værk.
Endelig kan der måske være grund til at ofre nogle ord på forholdet
Ari-X. Trods de stærke indbyrdes afvigelser er der også mellem disse
rækker betydningsfulde ligheder, som viser nært slægtskab (jvf. oversig-
ten p. 114 f.). En nærmere bestemmelse af dette slægtskabs karakter synes
dog vanskelig. Forudsætter man en fælles skriftlig kilde for Ari og X,
tvinges man samtidig til at forudsætte yderligere viden hos i det mindste
en af forfatterne (jvf. ovenfor). Afvise en sådan mulighed kan man vel
ikke, men lige så lidt kan det afvises, at det her blot drejer sig om be-
126