Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1965, Qupperneq 145

og hertil svarer også HNs historiske skildring. Den repræsenterer på
adskillige punkter en tradition, der synes ældre end kongesagaemes,
således ved sit skarpe syn på Hakon den Gode som apostata og ved sin
fremhævelse af Olaf Tryggvason, der i nogen grad sker på Olaf den
Helliges bekostning.14 Når HN kan omtale den norske helgenkonge
som beatus tyrannus (tyrannus her: viking), synes det at tyde på en
affattelsestid, der ligger forud for borgerkrigene, hvor ordet tyrannus
fik en ganske anden hadefuld klang.15 Hanssen vil endog udfra dette
synspunkt datere HN til tiden før 1163, da Olaf den Hellige træder
stærkere frem.16 For en tidlig datering taler også, at HN, som fremhævet
af Koht, regner Jåmtland uden for det politiske Norge, som det vistnok
allerede før 1178 underlagdes.17 De betænkeligheder, der er gjort gæl-
dende mod denne datering, er svagt underbyggede. Hovedindvendingen
er, at en i HN skildret naturkatastrofe på Island kun skulle kunne identi-
ficeres med den, der ifølge islandske annaler fandt sted i året 1211.18
Dette er dog ganske usikkert og kan i hvert fald kun tillægges ringe vægt
i forhold til de argumenter, der taler for en tidligere affattelsestid.
Om sine kilder oplyser forfatteren i ubestemte vendinger, gængse i
middelalderens historiske litteratur, at han for den ældre tids vedkom-
mende har fulgt de gamles beretninger, seniorum assertationes, og ikke
bringer noget, han selv har opdigtet - nihil a me de vetustatis serie
novum vel inauditum assumpserim. Kun hvis han i sin samtid har fundet
noget værd at erindre, har han selv føjet det til, og alene for sådanne
oplysninger påtager forfatteren sig altså det fulde vidneansvar. Sit fore-
havende karakteriserer han i prologen som hidtil uforsøgt på latin,
hucusque latino eloquio intentatum,19 hvilket umiddelbart må synes at
indebære, at fremstillinger på folkesproget har været ham bekendt,20
og den foregående undersøgelse af den norrøne litteratur om Ynglinge-
kongerne har da også givet som resultat, at HNs forfatter må antages
at have støttet sig til Ari borgilssons conunga ævi på dette område. Til-
14 Jvf. Sæmunds skildring af de to Olaf’er (ovenfor, p. 23 f.).
15 Jvf. Theodoricus’ anvendelse af udtrykket infelix tyrannus (MHN, p. 63).
Herom Fr. Paasche i Festskr. til Finnur Jonsson, p. 204, og Skard, Målet, p. 23.
16 Hanssen, op. cit., pp. 24-28 ; jvf. Koht, Innhogg, p. 215.
17 Koht i (Norsk) Hist. tidsskr. 35 (1949), p. 51 f. Meget sikkert er dette punkt
dog ikke.
18 Bugge i Årb. f. nord. Oldk. 1873, pp. 32-37; ASalbjarnarson, op. cit., p. 20 ff.
19 MHN, p. 71.
20 Således også J. S. Th. Hanssen, op. cit., p. 32.
10 Bibliotheca Arnamagnæana xxvl
145