Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1965, Blaðsíða 146

med har det på enkelte punkter kunnet vises, at HN følger Aris tekst
så nøje, at den latinske fremstilling nærmest har karakter af en oversæt-
telse. At HNs forfatter, som bemærket af Storm, viser ukendskab til den
bevarede fslendingaboks oplysning om, at der var irer på Island før
nordmændenes komme, idet han betragter øen som hominibus incognita
indtil Harald Hårfagers tid,21 strider ikke herimod, men tyder kun på,
at denne meddelelse ikke fandtes i Aris ældre værk, som var HN-for-
fatterens kilde, og altså er en af de tilføjelser, Ari omtaler i sin prolog.
Ved en betragtning af stedet i Islendingabok vil man også bemærke,
at denne meddelelse meget let lader sig udskille af teksten, som derved
snarest får bedre sammenhæng.22
I øvrigt udelukker forfatterens udtalelse i sig selv næppe, at også
latinske fremstillinger af Norges historie har stået til hans disposition.
Det var tidens skik, at skribenter betonede deres værkers karakter af
pionerarbejder som en undskyldning for fremkomsten, og dette ude-
lukkede ikke, at i hvert fald en del af deres stof i forvejen var behandlet
skriftligt.23 Visse iøjnefaldende ligheder mellem HN og det norrøne
værk Ågrip har flere forskere da også, uden at lade sig hindre af ordene
i HNs prolog, forklaret derved, at et nu tabt latinsk skrift har været
hovedkilde for HNs fremstilling. Dette spørgsmål vil blive taget op til
nærmere drøftelse i det følgende (kap. VI). Her skal foreløbig kun HNs
kendskab til udenlandske kilder undersøges.
Blandt de vigtigste af disse er Adam af Bremens værk om Hamburger-
kirken samt Honorius Augustodunensis, hvis værk Imago mundi dog af
HNs forfatter forveksles med De mirabilibus mundi af Solinus. Denne
forveksling har ført Asgaut Steinnes til den antagelse, at HNs forfatter
benyttede det ved Københavns brand 1728 tilintetgjorte Sorø-manu-
21 MHN, p. 92; jvf. p. 89.
22 Islendingabok, p. g18-16: på våro hér — menn irscer. Da Aris oplysning om
irerne på Island genfindes i den senere litteratur (Landnåmabåk, kap. I), følger
heraf atter, at også den bevarede Islendingabok er blevet benyttet som kilde i den
senere litteratur (jvf. ovenfor p. 62).
28 Saxo omtaler sin opgave som en byrde alle hans skrivende forgængere har
ladet ligge (Forordet til Gesta Danorum, ed. J. Olrik og H. Ræder, I, p. 3) ; Sven
Aggesen sørger over, at de danske kongers og stormænds bedrifter skal overgives til
evig tavshed (Indledn. til Brevis historia regum Bade, Script, min. I, p. 94) ; begge
støtter sig ikke desto mindre til tidligere værker om Danmarks historie.
146