Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1965, Qupperneq 151

HNs forfatter nærmer sig nu skildringen af Olaf Tryggvasons sidste
kamp, der havde heltens tragiske død som følge. Først berettes der om
Olafs giftermål med den danske kong Svens søster Thyri, som først
havde været trolovet med en vendisk hertug. Da Sven ikke vil udlevere
søsterens medgift - hele Sjælland - sammenkalder Olaf en vældig flåde
fra Trondheim og Gulatingslag; selv samler han østlændingene og af-
venter ved grænsen til Danmark de øvriges ankomst. Da blot nogle af
Gulatingsfolkene er kommet, begiver Olaf sig imidlertid af sted med de
få, der har indfundet sig (11 skibe siges det senere), idet han venter, at
de andre skal følge efter; men disse vender hjem, da de ikke vil begive
sig ud over landets grænse, navnlig ikke når høvdingen selv er fraværende.
Da kongen indser bedrageriet, begiver han sig til Venden for at hente
hjælp hos sine tidligere vikingebrødre, men ved Sjælland overfaldes han
- som et lam af ulve - af sine fjender, der har ligget i baghold. Kong
Sven har nemlig ved underretningen om Olafs komme forenet sig med
sin stifsøn, den svenske kong Olaf, og med Erik jarl, og tre mod en an-
griber de Olaf Tryggvason.
Det er på forhånd utænkeligt, at forfatteren helt skulle savne under-
retning fra hjemlig overlevering om dette hovedpunkt i såvel Olafs som
hele Norges historie, en kamp, hvorom beretningen tidligt havde givet
fantasien frit spillerum. Fra norrøn tradition må det da også antages, at
i hvert fald oplysningerne om Olafs mandskab, om Erik jarls deltagelse
og om kongens kurs mod Venden er hentet.41 Interessant er det at be-
mærke, at HN ikke udtrykker nogen forargelse over flådens udebliven,
men tværtimod giver en højst plausibel undskyldning for, at den vender
hjem - ledingsopbudet var ikke forpligtet til angrebskrig. Forfatteren
synes her nærmest at være talsmand for et norsk stormandssynspunkt;
måske tør vi heri se et fingerpeg om hans afstamning.
Men også hos Adam var der underretning at hente; HNs forfatter
kunne blot ikke bruge den som helhed indenfor den plan, han havde for
sit værk. Ifølge Adam var det nemlig den angerfulde kong Sven, der
episcopos vel presbyteros euangelizandi gratia egressos a domino, ab eisque Olaph
baptizatum et ceteros. Quorum (må henføre til „episcopos vel presbyteros") preci-
puus erat Iohannes quidam episcopus, et alii postea dicendi". At dette er meningen
fremgår af Adams senere omtale af missionen (p. 268): „In Nortmanniam primus
ab Anglia venit quidam Iohannes episcopus, qui regem conversum cum populo
baptizavit".
41 Jvf. herom min afhandling ‘Olav Tryggvesons fald og Venderne’, (Dansk) Hist.
Tidsskr. 11. r. IV, p. 5 ff.