Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1965, Blaðsíða 153

Selve kampen skildres indgående i HN. Det berettes, hvorledes først
kong Sven, derpå den svenske kong Olaf forgæves kaster deres overmagt
mod den norske konge, hvis skib, Ormen lange, nøje beskrives. Sidst i
slagsordenen, men først i sejren trænger Erik jarl med 11 skibe ind på
Olaf Tryggvason, opildnet ved mindet om faderens drab og sin egen
flugt, og over for disse tapre krigere holder Ormen ikke længe stand,
den bordes, og de sidste døende får nådestødet. Kun Olaf, som til det
sidste sås stående i stavnen, var intetsteds at finde, og ingen sikker under-
retning om kongens videre skæbne er siden fremkommet: nogle siger, at
han styrtede brynjeklædt i bølgerne, andre påstår lang tid senere at have
set ham i et kloster. Olafs hustru (Thyri) døde af sorg over mandens
død.
Sven giver efter Olafs fald herredømmet over hele Norge til jarle-
sønneme, der styrer riget i 14 år og rodhugger sanctam dei ecclesiam,
quam beatus Olavus egregie plantaverat, Johannes rigaverat. Således af-
slutter HN skildringen af Olaf Tryggvason.
Slagskildringen er norsk, tildels norsk gejstlig - HN nævner, at der i
bagstavnen på Ormen lange befandt sig 40 præster - men dog navnlig
norsk national: ene af forbundsfællerne evner Erik jarl med samme antal
skibe som Olaf at nedkæmpe denne. Ved usikkerheden om Olafs ende-
ligt dvæler forfatteren, uden at han dog tør tage noget standpunkt: han
vil hellere lade det henstå uafgjort end fortælle noget forkert om en uvis
sag. Herved som ved enkelthederne i slagskildringen leder HNs frem-
stilling tanken hen på skjaldene HallfreSr vandræSaskåld og Halldorr
okristni. Har HN-forfatteren ikke kendt HallfreSs Oldfsdrapa, så nødes
vi i hvert fald til at antage kendskab til en tradition, der nøje har fulgt
denne: Olaf er brynjeklædt, uvisheden om hans endeligt. Den afgørende
rolle, som HN tilskriver Erik jarl, peger mod Halldors Eiriksflokkr som
kilde.45
Thyris død af sorg over Olafs død er derimod et tydeligt modstykke
til Adams: „Hans hustru gjorde efter mandens død ved sult og faste en
sørgelig ende på sit liv, således som hun fortjente det.“46 Det er i denne
forbindelse vigtigt at bemærke, at mens HNs forfatter i det foregående i
45 Den norsk-isl. Skjaldedigtning BI, pp. 151 ff. og 193 ff.
46 Gesta Hammaburg., p. 100 (kun BC): „[Uxor eius post mortern viri (B 2:
mariti) farne inediaque miserabiliter vitam consumpsit, ut digna fuit].“ Historia
Norvegiæ (MHN, p. 119): „Ast conjux intemperanter viri mortern ferens dolore
deperiit." Man bemærke den verbale overensstemmelse.
!53