Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1965, Blaðsíða 155

slutningen på beretningen om Olaf Tryggvason. En så gennemgående
lighed i disposition kan ikke være tilfældig. Den må bero på et nøje
studium af Adam af Bremens skildring af kong Olaf, og det er ikke
mindst bemærkelsesværdigt, at Adams værk har dannet mønster for frem-
stillingen også på steder, hvor der er taget afstand fra Bremerhistorikeren.
Ved skildringen af sin anden helt, Olaf den Hellige, behøvede HNs
forfatter ikke mere at gå imod Adam af Bremens opfattelse. Olafs varme-
ste tilhænger kunne ikke have givet en mere panegyrisk beskrivelse af
helgenkongen. Når der nu var krig mellem Danmark og Norge, kæmpede
danskerne for magten, pro imperio, nordmændene for friheden, pro liber-
tate. Olafs sag er her den retfærdigste, iustior, krigen en ham påtvunget
nødvendighed. Han styrer sit rige med retfærdighed, iudicio et iusticia,
og viser stor nidkærhed for Herren, magnum zelum Dei, ved at forjage
troldmænd, sandsigere, spåmænd, galdresangere og antikrists øvrige følge-
svende. Rigtignok havde Olaf med sig fra England adskillige bisper og
præster, men — og her kommer forklaringen på Adams overstrømmende
ros - han sendte også bud med gaver til „vor ærkebisp" med bøn om, at
han ville modtage disse bisper velvilligt og sende ham nogle af sine egne,
som kunne bestyrke det ubefæstede norske folk i kristendommen.47
HNs beretning om Olaf den Hellige er i virkeligheden langt mere
afdæmpet og nøgtern end Adams — forfatteren har mulig følt sig stødt
over de mange ukristelige væsener, som Adam befolkede hans land med
for at få Olafs billede til at stråle så meget stærkere. Givet er, at Adam
ikke har budt ham noget incitament til at forherlige sin helt polemisk,
således som tilfældet var ved Olaf Tryggvason. Måske tør vi heri se en
del af forklaringen på den ejendommelige kendsgerning, at Olaf Haralds-
son er tegnet med langt svagere konturer end den anden store Olaf; kun
én gang anvendes det om Olaf Tryggvason ofte brugte udtryk beatus
om Olaf Haraldsson og det i forbindelsen beatissimus tyrannus Olavus,48
hvad der nødvendigvis måtte afsvække ordets klang noget. Sanctus an-
vendes ikke. Dog må det herved erindres, at det bevarede HN-håndskrift
kun rækker til Olafs afrejse til Norge.
Svarende til den nære overensstemmelse i synspunkter udviser Adams
og HNs fremstillinger nu langt større lighed, end før var tilfældet. Kun
hvor forfatteren har ment at måtte give andre kilders oplysninger fortrin
47 Gesta Hammaburg., pp. 117-118.
48 MHN, p. 121.
155