Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1965, Side 166

ning, om hvis sandsynlighed det er ørkesløst at spekulere. Kun en sam-
menligning mellem Fgsk. og de øvrige værkers slægtsrækker kan tænkes
at bringe større klarhed i sagen.
Fgsk.s slægtsrække er følgende: Vilialmr bastarSr - Rottbærtr lougha
ipe — RikarSr — RikarSr — Vilhialmr — Gongu-Hrolfr — Rognvaldr Mæra
iarl. Denne slægtsrække rummer en fejl, idet tilnavnet lougha ipe rettelig
tilkommer Vilhialmr, søn af Gongu-Hrolfr. Denne fejl genfindes i Mor-
kinskinna, hvor dronning Emma (p. 3412) omtales som dottir Rikar da
Rudujallz systir Rodberttz langaspiotz fodr Viliams bastardz Rudujallz,
ligesom Vilhelm Erobreren (p. 28424) nævnes som s(on) Rotbertz langa-
spiotz (det tilføjes atRopbert varbropirEmmo moporIatvarpar konvngs).
Fgsk.s fejltagelse kunne således bero på lån fra Mork., og Indrebø69 hen-
viser netop til denne som kilde for Fgsk.s umiddelbart følgende oplys-
ninger om slægtskabet mellem Erobreren og de tidligere konger i Eng-
land (Fgsk., p. 2g86~12). Der er dog her enkelte afvigelser til stede: Fgsk.
har lougha ipe mod Mork.s langaspiot, og ÆddvarSr hinn hælghi mod
Mork.s Jatuardr en gode.70 Fgsk. har altså under alle omstændigheder
nogen af Mork. uafhængig viden om dette emne, og den øvrige del af
jarlerækken er uomtalt i Mork. Den af Indrebø fremhævede lighed ind-
skrænker sig endvidere til rent saglig overensstemmelse; om verbal lighed
er der ikke tale. Kun den nævnte fælles fejl knytter i denne forbindelse
de to værker sammen, men denne fejl alene er dog også et indicium af
ganske betydelig vægt. Enten har Fgsk. overtaget den fra Mork. eller
fra en for de to værker fælles kilde, som nu ikke kendes. Den første
mulighed bør principielt foretrækkes, med mindre stærke grunde taler
herimod, og dette så meget mere, som Mork. i øvrigt vides at være en af
Fgsk.s hovedkilder. Men det bliver i så fald en gåde, at Fgsk. anvender
formen lougha ipe, når det norrøne langaspiot var til disposition, og
spørgsmålet om Fgsk.s kilde for det i Mork. manglende stof er stadig
uløst. Disse omstændigheder forekommer mig at veje tungt til fordel for
antagelse af en fælles kilde.
Vender vi os dernæst til Heimskringla I, viser det sig, at fejlen gen-
findes her (RoSbert Igngum-spdSi), og da jarlerækken i Hkr. I i øvrigt
er fuldstændig overensstemmende med Fgsk.s, er det nærliggende med
69 Fagrskinna, p. 210, noten.
70 Mork. har endvidere på dette sted Hakon for Hordaknutr. Der er dog rimeligvis
her tale om en senere afskriverfejl, som følgelig ikke har betydning for forholdet
Fgsk.-Mork.