Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1965, Side 174

HN og Liber de legibus er ikke så nær, at den kan siges at udelukke et
sådant mellemled.
Udover de fra det engelske skrift hentede oplysninger må den tabte
kilde antages at have indeholdt en række meddelelser, som er fælles for
HN og de islandske skrifter, og som uden tvivl hidrører fra norrøn tradi-
tion. Det gælder HNs skildring af Olafs og hans mænds angreb på Lon-
dons befæstede broer under et skærmende skjoldtag (MHN, p. 12213),
der har en parallel hos Styrmir: ok l$tr luka skialld borg um oli skipin
(p. 74631), og det gælder endvidere HNs umiddelbart følgende omtale
af hæderen til Olaf: Unde victoriosissimo bellatori Olavo ... ab uni-
verso excercitu insignia laudum præconia referebantur . .., hvortil i Den
legendariske saga (p. io28) svarer: En er petta var S kunnict mannum
pa fecc Olafr mikla virSing sem vært var .. . Hertil kan endnu føjes om-
talen af Knud den Stores sønner Sven og Hardeknud, der findes i såvel
Jomsvikinga £>åttr som i HN. Liber de legibus nævner kun Hardeknud.
Alt i alt bekræftes således det resultat, som den foregående under-
søgelse af de normanniske hertugrækker i den norrøne litteratur førte
frem til: HN må antages at hente sine oplysninger fra et norrønt værk,
der efter alt at dømme må identificeres med Ari Lorgilssons båk. Ved
skildringen af Olaf den Helliges bedrifter i England synes HNs forfatter
imidlertid at have benyttet denne kilde med større frihed, end tilfældet
var under omtalen af Ynglingekongerne og hertugerne af Normandiet.
Medens det i disse tilfælde kunne konstateres, at HN gengiver Aris tekst
mere nøjagtigt end noget andet værk, bortset fra Knytlinga og konge-
krøniken i HeiSreks saga, har sammenligningen med de islandske paral-
lelfremstillinger på dette sted givet som resultat, at HN ikke blot for-
korter sit forlægs fremstilling, men ændrer den, således at Olaf den Hel-
lige kommer til at træde stærkere frem på Knud den Stores bekostning.
Denne større selvstændighed fra HN-forfatterens side er sikkert nok be-
tinget af, at han ved siden af sin norrøne hovedkilde benyttede Adam af
Bremens værk som forlæg. Det bredere kildegrundlag måtte i sig selv
have en sådan virkning, og hertil kom åbenbart, at den norske forfatter,
trods den rosende skildring af Olaf den Hellige, der var at finde hos
Adam, endnu engang følte sig kaldet til at korrigere dennes på dansk
tradition byggede fremstilling.