Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1965, Síða 181

Den almindelige opfattelse er, at Th. har kendt og benyttet legenden.
Herved forklares ikke blot de ordrette overensstemmelser, men Skard ser
tillige i den patetiske stil, som Th. slår over i ved skildringen af Olafs
fald, påvirkning fra helgenlitteraturen.24 Denne opfattelse forliges imid-
lertid ikke godt med Th.s ovenfor anførte udsagn om, at han ikke vil
opholde sig ved ting, som andre allerede har fortalt om, og dette er så
meget mere påfaldende, som Passio Olavi almindeligvis antages at være
forfattet af ærkebisp Eystein, til hvem Th. dedicerer sit værk.25 Th. skulle
altså have givet en udførlig skildring af Olafs fald med Passio som kilde
uden at omtale dennes eksistens, mens han anser en omtale af mirakler
og skrinlæggelse for overflødig, da andre allerede har skrevet derom!
Dette synes på forhånd en urimelig antagelse, og en jævnførelse af beret-
ningerne om Olafs dåb tyder da også afgjort på, at forholdet er det om-
vendte : at Passio står i gæld til Th.
Legenden fortæller, at Olaf tog troen i England og derpå ilede til
Rouen, hvor han blev døbt.26 Th. vover derimod ikke at tage noget fast
standpunkt. Han tør som omtalt kassere islændingenes beretning om, at
Olaf blev døbt som barn, men mellem de to andre opfattelser, der har
været ham bekendt, vil han ikke vælge:
alii contendunt eum in Anglia baptizatum (norsk gejstlig tradition?), sed
et ego legi in Historia Normannorum, quod a Roberto in Normandia Ro-
thomagensi metropolitano baptizatus fuerit ... Sed sive Rothomagi sive in
Anglia baptizatus fuerit, tune constat eum fuisse provectioris ætatis, etc.27
Om Olaf blev døbt i England eller i Rouen vil Th. ikke afgøre, skønt
han anfører historiske argumenter til fordel for den sidste opfattelse. En
sådan fremgangsmåde ville den ydmyge munk imidlertid næppe have
valgt, hvis der allerede i Passio Olavi var givet en entydig fremstilling af
begivenheden, tilmed i bedste overensstemmelse med den opfattelse, som
Th. selv synes at hælde til, nemlig at Olaf tog dåben i Rouen. At und-
lade at følge legenden på dette punkt ville dog være det samme som
at tage afstand fra den og dermed formentlig fra selve ærkebispen.
24 E. Skard, ‘Kirchliche Olavustradition bei Theodricus Monachus’, Symbolae
Osloernes XIV (1935), pp. 120-125; jvf. også A. O. Johnsen, op. cit., pp. 18-21.
25 Metcalfe, op. cit., pp. 49 og 58; Aamo Malin, op. cit., p. 17; E. Skard, Sprache
und Stil der Passio Olavi, pp. 1—3 ; Nordal, op. cit., p. 134.
2<> MHN, p. 128.
27 Ibid., p. 22 f. Fortsættelsen er citeret ovenfor, p. 178.
l8l