Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1965, Page 192

er her, Th. gengiver den islandske tradition. Dette indebærer allerede
forfatterens ord i indledningen, og det bekræftes ved reminiscenser af
skjaldekvad i disse afsnit og ved den ovenfor nævnte henvisning til is-
lændingene under omtalen af Olaf den Helliges dåb som barn.
Den tredie gruppe endelig er den, der ovenfor er søgt udskilt. Dens
kerne er angivelserne af antallet af regeringsår. Hertil føjes en kort præ-
cision af afstamningen: faderen (og fosterfaderen), i et enkelt tilfælde
broderen, nævnes. Endvidere slutter sig hertil oplysninger af interesse for
kirken, især om byggevirksomhed, i enkelte tilfælde også om begravelse
(Olaf den Hellige, Olaf Kyrre). I øvrigt gives der i disse afsnit kun
undtagelsesvis konkrete oplysninger. Af sådanne konkrete indskud har i
det foregående blot fire kunnet konstateres: i) Erik jarls død af blodtab
efter en operation. I dette afsnit gør den for stykkerne sædvanlige tanke-
gang sig i øvrigt gældende, og angivelsen af dødsårsagen knyttes natur-
ligt hertil. Der har ikke været anledning til at omtale Eriks død på anden
måde, da den - man fristes til at sige undtagelsesvis - ikke indgår som
afslutning på en skildring af nogen kamp eller anden dramatisk begiven-
hed. 2) Hvad oplysningen om Olaf Kyrres død i Viken angår gælder
samme betragtning som for Erik jarls vedkommende. Endnu mere na-
turligt forbindes her meddelelsen om Olafs fredelige død med oplys-
ningen om stedet for hans begravelse. 3) Omtalen af Sigurds deltagelse
i faderens tog er en let forståelig fortsættelse af tankegangen fra den
umiddelbart forudgående skildring. 4) Som et indskud kan endvidere
meddelsen om, at Hakon Magnusson befriede folket for de uretfærdige
skatter, opfattes. Denne bemærkning er imidlertid alt, hvad der med-
deles om Hakon, og den slutter sig naturligt til de bedømmende karak-
teristikker, der regelmæssigt gives i forbindelse med oplysningerne om
regeringsperiodernes længde.
Ved siden af talangivelserne er sådanne generelle bemærkninger de
mest ejendommelige for disse afsnit. De er holdt i ensartede rosende ven-
dinger for de kongers vedkommende, der har forfatterens særlige sym-
pati: Hakon Adelstensfostre, Magnus den Gode, Olaf Kyrre, Hakon
Magnusson og Magnus Barfods sønner Olaf og Eystein. Mere reserveret
er omtalen af Harald Hårderåde og Magnus Barfod. Disse karateristik-
kers enkeltheder skal næppe opfattes som gengivelse af mundtlig tradi-
tion, dertil er de for ensartede og almindelige. De indeholder ganske vist
objektive udtalelser om kongernes udseende, men giver dog navnlig en
sammenfattende bedømmelse; deres formål er først og fremmest at pla-