Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1965, Side 198

Forfatteren er ubekendt, men værkets gejstlige synsvinkel er tydelig,
og den omstændighed, at der klart tages parti for Inge Krokryg og dennes
trofaste støtte Gregorius Dagsson overfor Sverres fader Sigurd Mund,
er et vidnesbyrd om, at det er en tilhænger af kirkepartiet, der fører pen-
nen.3 Det synes derfor rimeligst at anse forfatteren for en norsk gejstlig,
og som Indrebø har redegjort for, peger lokalkendskab og sagnstof mod
Trondheim som hans hjemsted. Mærkes må også den stærke nationale
tendens; de norske kongers krigsbedrifter stilles i et nok så gunstigt lys
som i den islandske litteratur.4
Særlig interesse viser Ågrip for lovgivningen. Skildringen af Alfiva-
lovene tyder på kendskab til en norsk lovbog, men på andre punkter
synes mundtlig lovtradition at være forfatterens kilde. Om denne og i
endnu højere grad om den sagn tradition, Ågrip bringer til torvs, gælder
det, at udspringet er lavere sociale lag, end tilfældet er i HNs skildring.
Hertil svarer den øjensynlige solidaritet med den norske befolkning over-
for kongernes regimente, som værket udviser.43
Heller ikke Ågrips stil kan kaldes aristokratisk, men sproget er til
gengæld ganske kæmefuldt med alliterationer, parallelismer og ordspil.
Nogle af disse er præget af folkelig humor, som når forfatteren lader
Harald Blåtand udtale i sit frierbrev til dronning Gunhild, at det pas-
sede sig bedst, at hon ggmol giftisk ggmlom konungi, andre sprogligt
hasarderede som bemærkningen om Olaf Tryggvason: ok kom hann
svå til truar, pvi næst til Noregs. Med forkærlighed dvæler forfatteren
ved æventyrlige beretninger som fortællingen om Harald Hårfager og
finnepigen Snefrid. Værkets komposition lider derunder, men særegne
norske sagn er herved - og kun herved - bevaret for eftertiden. En folke-
lig pendant til Th.s lærde digressioner.
Om Ågrips kildeforhold har stærkt divergerende opfattelser været
fremsat i den hidtidige forskning. Mest omstridt, men samtidig også af
stor vigtighed, er spørgsmålet om slægtskabsforholdet mellem på den ene
3 Se Indrebøs udgave, p. 102 ff., hvor det bevarede Ågrip-håndskrift er udfyldt på
grundlag af Morkinskinna. Kohts teori om, at Ågrip kan være skrevet på initiativ af
Sverre (Innhogg og utsyn, p. 175 ff.), er imødegået af Fr. Paasche (Edda XVII, p. 9)
under henvisning til værkets kritiske indstilling overfor Sigurd Mund og den rosende
omtale af Inge Krokryg. I fortsættelse heraf placerer T. Tobiassen Ågrip som Sverre-
fjendtligt og fremhæver, at fremstillingen er præget af gejstligt historiesyn (Kulturhist.
Leksikon f. nord. Middelalder I, sp. 61).
* G. Indrebø i Edda XVII, pp. 31 og 57 ff.; S. Nordal, op. cit., p. 25.
4a G. Indrebø, op. cit., pp. 43 ff. og 60 f.; T. Berntsen, Fra sagn til saga, p. 78.