Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1965, Side 201

Ifølge Beyschlag må den fremstilling af de norske kongers historie,
som fremtræder i de tre oversigtsværker, have eksisteret forud i mundtlig
form og i omtrent samme udstrækning. Kun herved mener Beyschlag at
kunne forklare den vekslen mellem identitet, synonymi og afvigelser, som
han finder de tre værker imellem. En sådan vekslen er netop ifølge
Beyschlag det typiske kendetegn for mundtlige varianter. Oversigts-
værkernes fremstillinger er altså at opfatte som sådanne mundtlige va-
rianter og intet andet, bortset fra Th.s og Ågrips skildringer af tiden fra
Harald Hårderåde fremefter, hvor muligheden for en fælles skriftlig
kilde lades åben.
Den fremstillingsform, som de tre norske skrifter repræsenterer, er dog
et senere udviklingstrin, bortset fra skildringerne af de ældste konger.
Forud for dette, og altså også mundtligt, ligger en urform („ Urstufe“),
hvor angivelser af regeringstidens længde, samt omstændighederne ved
magtovertagelse og død har været afgørende, mens de mellemliggende
begivenheder har været affærdiget med knappe bemærkninger. Denne
gamle kerne skimtes endnu „wie in einem Schimmer“ i oversigtsværker-
ne og iagttages tydeligt i Nor egs konunga tal og (mindre tydeligt) i hvad
der ellers er overleveret af Sæmunds og Aris skrifter.
Der har således efter Beyschlags opfattelse eksisteret to arter af mundt-
lig overlevering: i) en mere udflydende (folkelig?) tradition, som vel
kendte begivenhedernes enkeltheder, men ikke så den store sammen-
hæng, og 2) en kunstnerisk bunden form (sagaen), som sammenfattede
de spredte fortællinger og skabte en helhed af dem, først i knappeste
form (,,Urstufe“) siden mere fyldigt. Oversigtsværkernes forfattere har
i forhold hertil i hovedsagen kun spillet optegnernes rolle. De beretnin-
ger, de bringer, har i forvejen eksisteret („Vorstufe“), og for store deles
vedkommende i næsten nøjagtig samme form som den, hvorunder de nu
fremtræder. På andre områder har oversigtsværkerne forkortet.
En forudsætning for denne opfattelses rigtighed er, hvad Beyschlag er
ganske klar over (jvf. p. 179 f.), at de beviser for skriftlig sammenhæng,
der har været fremført af den tidligere forskning, underkendes. Dette gør
Beyschlag uden betænkning, idet han hævder, at forholdet mellem Ågrip
og de latinske krøniker er af ganske samme karakter som forholdet mel-
lem HN og Th. indbyrdes. Da de latinske krøniker må opfattes som gen-
sidig uafhængige, vil Ågrip følgelig være at stille ved deres side.
På dette afgørende punkt er det mig ikke muligt at følge Beyschlag;
thi mens parallellerne mellem de latinske krøniker indskrænker sig til
201