Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1965, Side 216

cum quo aliquot annis latenter
mansit in Ruscia.
frænda sinn ok hafjbi til Holmgarf«,
ok var hann £>ar umb hrij), svå at
ekki var margra manna vitorj) å hans
ætterni.
HNs fortælling om, hvorledes Olaf tolv år gammel hævnede sin foster-
fader på torvet i Holmgård, har et modstykke i Ågrip, som dog drama-
tiserer beretningen og tilføjer nye træk. Olaf genkender her sin foster-
faders økse og bruger denne som hævnens våben. Da Olaf herved har
forbrudt sig mod stedets lov, tyer han i dronningens værn. Hendes for-
bøn, beundringen for den tolvåriges bedrift og den retfærdige sag ud-
virker tilsammen kongens nåde. HN har af alt dette kun beundringen
for dåden, som får kongen til at tage Olaf til sig som sin søn. Ågrip giver
således en selvstændig fremstilling af begivenheden, men enkelte betyd-
ningsfulde træk (på torvet, beundringen for hævndrabet) tyder dog på
slægtskab. Vigtigt er det at bemærke, at fortællingen i Ågrip er indsat i
nøjagtig samme forbindelse som i HN.19
Såvel Ågrip som HN fortsætter skildringen af Olaf Tryggvason med
beretninger om hans vikingetog på Østersøen. Nordmænd, goter og da-
ner øger ifølge begge hans hær, efter HN også vender. Olafs vintersæde
er i disse år Jomsborg, en oplysning, som kun kendes fra disse værker:
Historia Norvegiæ
P- 113
... qui (hans folk) cum illo in civi-
tate Jomne, quæ est firmissima inter
Sclaviæ urbes, hiemales frequenta-
bant sedes.
Agrip
p. 20 f.; D., sp. 34.
Haf pi ipuliga vetrseto sina å
Vendlandi i borg Jaeiri, er hét
lomsborg.
19 Bemtsen (Fra sagn til saga, p. 68 f.) og ASalbjarnarson [op. cit., p. 8) anser
den fyldigere beretning i Ågrip for den oprindelige. Beyschlag (p. 182) har lignende
opfattelse. Argumentationen er dog kun, at Ågrip ikke viser tegn på sammensmelt-
ning af flere traditioner, hvilket ikke kan siges at veje tungt som bevis. Beyschlag
(n. 169) anvender her en af sine yndlingsteser: den mundtlige tradition, hvorfra
Ågrip har kunnet hente sine selvstændige oplysninger, har også kunnet give det med
HN fælles stof, af hvilken grund B. anser det for urimeligt at antage, at Ågrip låner
fra HN. Disse overvejelser synes dog nytteløse. Hvad Ågrip kan have fået fra mundtlig
tradition, kan naturligvis ingen sige med sikkerhed, men det afgørende må dog også
være at søge bestemt, hvorfra Ågrip faktisk har fået sit stof. Dette spørgsmål kan
imidlertid ikke besvares ved en isoleret betragtning af dette sted. Dertil er ligheds-
punkterne for ringe i omfang.
2l6