Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1965, Blaðsíða 221

posuit et ab eis petere suffra-
ganeum exercitum, quos in pirati-
ca fidissimos habuerat socios.
Sed dum juxta Sælandiam iter age-
ret, ut ovis a lupis, ita iste ab
inimicis insidiatus prævenitur.
Cum vero rex Sweino hunc in manu
fortiorum adventurum audierat et
ideo regem Sweonum Olavum suum
privignum ac Ericum filium Haco-
nis comitis accersierat, hi tres
circa unum tali ordine navale
instituunt bellum.
Også i skildringen af slagets gang viser de to værker nært slægtskab.
Først angriber kong Sven, men må trække sig tilbage med vanære (HN,
p. 118: magno dedecore; Ågrip (J., p. 23; D., sp. 39): mep sneypo),
så følger den svenske kong Olaf med lige så stor styrke som den danske
konge, men også med lige så stor vanære (HN: cum magna [ignominia]
conversus est; Ågrip: ok bar aftr iafna sneypo). Endelig stævner Erik
jarl frem, og han får sejr. Olaf Tryggvason ses, endnu da slaget ebber
ud, stående i lyftingen.23
Om den uvished, der omgav kongens endeligt, fortælles der i alle tre
værker:
Vin plandi af sinom sannvinom, er
honum hgfpo i utilego hollir vinir
verit ok tryggvir félagar.
En bat toksk eigi, Jjviat Sveinn kon-
ungr haf pi kvatt til lips mep sér
Olaf Sviakonung ok Eirik, sun Ho-
konar illa, ok kvomo Jressir at honom
fyrir Siolandi me{) tveim skipom ok
åtta tggom skipa.
Historia Norvegiæ
P-119
... unde nonnulli ipsum
loricatum undis submer-
sum affirmant;
quidam etiam longo in-
tervallo in quodam coe-
nobio se illum vidisse
Theodoricus
p. 24
Ibi tune quidam dieunt
regem scapha evasisse
et ob salutem animæ
suæ exteras regiones
adisse,
Ågrip
J., p. 24; D., sp. 40
Sumir menn geta hann
d bati braut hafa
komizk
ok segia, at hann hafi
verit sénn sijjan i
munklifi nokkvoro å
23 ASalbjamarson (op. cit., p. 15) opfatter Ågrips skildring af Olafs fald som et
udtog af en HN-lignende tekst, medens Beyschlag (pp. 196 og 199) anser den for
en uafhængig variant. Ågrip afspejler ifølge B. det mundtlige forlæg nøjagtigst, og
værkets latinismer forklares af B. derved, at beretningen kan være fortalt på latin i
gejstlige kredse. Dog indrømmer B. (p. 189 f.), at ligheden mellem HNs og Ågrips
skildring af Olafs afsejling fra Norge er af en sådan karakter, at „gemeinsame Vor-
lage jedenfalls moglich ist“.
221