Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1965, Page 222

protestati sunt.
Sed qualiter per æquo-
ris discrimina littoris
soliditati advectus sit
sive proprio natatu seu
scaphæ vehiculo seu fa-
mulantibus angelicis
spiritibus seu ibidem
mersus, a cunctis (credo)
nostris coæquævis igno-
ratur; quare honestius
hoc parum determina-
tum omittendo quam
de re incerta falsa defi-
niendo prætereamus.
Ast conjux intemperan-
ter viri mortern ferens
dolore deperiit.
quidam vero loricatum
in mare corruisse.
Quid horum verius sit,
nos affirmare non au-
demus;
hoc tantum credere vo-
lumus, quod perpetua
pace cum Christo frua-
tur.
Iorsalalandi,
en sumir geta, at hann
hafi fyrir borp fallit,
en hvatki er lifi hans
hefir lukt,
på er pat likilikt, at
gup hafi solina.
Ågrips disposition er, som det ses, på dette punkt i nøjeste overens-
stemmelse med Th.s, mens HNs fremstilling er mere afvigende. Af sær-
egenheder fælles for Ågrip og HN mærkes omtalen af klosteret, hvis
beliggenhed dog kun nærmere bestemmes af Ågrip-forfatteren (Jorsala-
land). Dette modsvares imidlertid af Th.s oplysning om, at kongen drog
til fremmede lande for at finde frelse for sin sjæl. Særlig iøjnefaldende
er, at Ågrip som Th. slutter med en udtalelse om Olafs himmelske frelse,
hvorved ligheden i dispositionen bliver fuldkommen. Det må endvidere
bemærkes, at Th. på dette sted taler i første person og altså fremsætter
sin personlige kommentar.24
24 Ligheden på dette punkt og bemærkningens subjektive præg fremhæves af
Nordal (op. cit., p. 18). Således også ASalbjarnarson (op. cit., p. 53). Anne Holts-
mark bemærker hertil (Edda XXXVIII, p. 153), at denne afslutning er en nød-
vendig afrunding af en mundtlig fortælling med dobbelt udgang, hvilket Beyschlag
tilslutter sig (p. 195). Holtsmark fremhæver med nogen ret nødvendigheden af en
afrunding, men et blik på HNs fremstilling er dog nok til at vise, at den af Th. og
Ågrip givne afslutning ikke er nødvendig; mange andre udveje kunne findes. Bey-
schlag nævner, at Th. ved disse bemærkninger viser overensstemmelse med Hallar-
Steinn (dog ifølge B., p. 196, n. 201, næppe afledning), samt at tilsvarende bemærk-
222