Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1965, Qupperneq 223

Jarlestyret beskrives af HN i knappeste form, medens Th. mere ud-
førligt beretter om Norges opdeling og om modsætningsforholdet mellem
Erik og Sven jarl. Ågrip står i visse henseender selvstændigt heroverfor,
men udviser på andre punkter overensstemmelse med HN (jarlernes
kristendomsfjendskhed) og på atter andre med Th. (Eriks overdragelse
af styret til sønnen Hakon og hans død af blodtab efter en operation af
drøbelen). Af større betydning er det dog at bemærke, at jarlestyret be-
dømmes ganske ens i Ågrip og HN. Medens Th. nøjes med at notere
Eriks religiøse ligegyldighed og endog nævner, at han tog kristendommen
efter sejren over Olaf, er den mørke skildring af jarlerne i de andre vær-
ker den baggrund, imod hvilken Olaf den Helliges lysende skikkelse skal
træde frem. Erik og Sven får således ved skildringen af denne konge til-
delt samme rolle, som faderen spillede ved beskrivelsen af den anden
store Olaf.
Om Olaf den Helliges vikingetogter fortæller HN udførligt; den be-
varede tekst slutter med omtalen af afsejlingen fra England. Th. ude-
lader derimod ganske helgenkongens krigeriske ungdomsbedrifter fra sin
skildring og tildeler ham kun mæglerens rolle i England. Heller ikke
Ågrip omtaler Olafs viking, men den bevarede tekst synes dog på dette
sted mangelfuld. Ågrip fortæller (J., p. 25; D., sp. 41) om kongens ung-
dom, at han pat mund haf pi hug sinn mipk å veraldar sigri, sem hér må
brått heyra, hvorefter der ventes en redegørelse for Olafs bedrifter. Der
følger imidlertid kun en opregning af kongens stamfædre (i overensstem-
melse med HNs stamtræ) og følgende opbyggelige bemærkning: En
mart er sagt fra viplendi ferpar Olaf s, en hvégi vipa er hann for, på sotti
hann pegar aftr, er gup vildi opnå riki fyrir honom,... Der synes at
mangle et afsnit her, men det lader sig næppe afgøre, om det er Ågrip-
forfatteren selv, der har forandret sine oprindelige planer for skildringen,
eller om det er en afskriver, der har reageret overfor fortællingen om
helgenkongens noget voldsomme ungdom (HNs tyrannus) og udeladt
den.25 En enkelt bemærkning om Olafs hjælp til Knud den Store ved
erobringen af England forefindes dog, men gives i sammenhæng med
skildringen af Knuds anslag mod den norske konge. På grundlag af
ninger findes hos HallfreSr, om hvem Ågrips udtryk minder, og i den anonyme Oldfs-
dråpa. Dette skal ikke bestrides, men det afgørende i denne forbindelse er disposi-
tionens nøje overensstemmelse i Ågrip og hos Th.
25 Storm (Arb. f. nord. Oldk. 1871, p. 418) formoder, at Ågrip her forkorter HN.
Beyschlag (p. 203) vender sig mod denne opfattelse.
223