Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1965, Qupperneq 230

cognitoque adventu hostium fes-
tinus remeavit in Angliam, col-
lcctoque innumerabili exercitu
improvisus adfuit.
Adveniente illo maxima pars exer-
citus Normannorum naves petierat,
onusti præda; reliqui vero animo
constanti quamvis pauci se ad hel-
ium præparant. Sed quid faciant
pauci contra tot millia fortes?
Ipse vero rex Haraldus equo insi-
dens, dum aciem ordinare curat,
equo cadente in terram excussus
dixisse fertur:
raro, inquit, tale signum porten-
dit victoriam;
nec eum fefellit sinistrum omen,
nam in eodem bello ipse occubuit.
Toste etiam frater Haraldi regis
Angliæ, qui eum illuc adduxerat,
ibidem occisus' est totusque exer-
citus pæne deletus est.
Det er i denne forbindelse af særlig betydning at bemærke de to vær-
kers identiske, men historisk ukorrekte oplysning om, at den engelske
konge opholdt sig i Normandiet. Også varslet og den dertil knyttede
kommentar bør fremhæves.33
Beretningen om Harald Hårderåde afsluttes på forskellig måde hos
Th. og i Ågrip, men ved skildringen af Olaf Kyrre nærmer de to værker
sig atter hinanden. Begge fortæller, at Olafs broder Magnus styrede,
mens Harald og Olaf var i England, og at han døde få år efter bro-
derens hjemkomst (Ågrip præciserer til 2 år). Næsten ordret overens-
ok j>egar er hann spyrr, Joå. skundar
hann aftr mej) her,
ok kom j>å svå å ovart,
at li{) jieira var flest å skipom,
en j>eir våpnlausir nålega, er uppi
voro, fyr utan hpggvppn ok
hlifjmrvopn. På snørosk jaeir i
eina fylking allir ok bioggosk
vij),
en konungrinn siålfr sat å hesti
ok reify mej)an hann fylkjji lijano,
en hestrinn feil undir honom ok
varp honom af baki. En konungrinn
mæl ti, er hann stof) upp:
„sjaldan for svå, j>å er vel vildi“,
kvaja hann,
ok svå var ok sem konungrinn sagj>i,
at hann varj> eigi liugspår, fyrir
j>vi at i j>eim bardaga enom sama
of daginn feil bæj>i Haraldr konungr
ok Tosti iarl ok mikit lij> mej)
j>eim, en j>at flyjoi til skipa, er
undan kom.
33 Overensstemmelsen fremhæves of Nordal (op. cit., p. 18). Også for Beyschlag
(p. 232) vejer disse momenter tungt. Dog mener B. på grund af afvigelserne at
måtte antage en fælles (norrøn) kilde eller to nært beslægtede, let varierende ver-
sioner som grundlag for de to værkers fremstillinger.
230