Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1965, Blaðsíða 235

regem Magnum prostemunt. Pars
exercitus cum illo occubuit,
ceteri utcunque ad naves remeant.
i Joessi Mpgnus konungr ok mikit lijj
mej> honom. Par heitir å £JlaJ>stiri,
er hann feli, ok Eyvindr Finns sunr
feli J>ar mej) honom ok margir aj)rir
storir hpfj)ingiar. Var Vi])kuJ)r
staddr næst konunginom ok fekk sor
J>riu, en J>å er konungrinn Mggnus
så sér visan bana, J)å baj) hann ViJ>-
kunn hiålpa sér mej) flotta, ok sotti
hann J)å ok J>at lij) annat, sem
undan komsk, til skipa ok svå heim
i land aftr.
Ågrip tilføjer endnu, at Magnussønnerne hædrede Vidkunn for hans
indsats og omtaler den irske overkonge og dennes datter med navnes
nævnelse. Herved går Ågrip udover Th. ligesom i det foregående ved
den nøjagtige datering, samt navnlig ved omtalen af kongens udrustning,
stedet for hans fald (Ulster) og oplysningerne om Eyvind Finnsson og
Vidkunn. Det må imidlertid i denne forbindelse bemærkes, at Ågrips
fremstilling falder i to dele, hvoraf den første slutter med kongens fald.
Så følger oplysningerne om Ulster, Eyvind og Vidkunn, hvorved der gri-
bes tilbage til tiden før kongens død. Det fra Th. forskellige stof frem-
træder således i Ågrip som supplement til beretningen om dødsslaget.
Alene herved sandsynliggøres det, at Ågrip-forfatteren har kunnet øse af
mere end én kilde.37
Om Magnussønnerne Eystein, Sigurd og Olaf beretter Th. og Ågrip
afvigende, og Ågrip har talrige oplysninger, som savnes hos Th. Ganske
37 Beyschlag (p. 239 f.) fremhæver lighederne på dette sted, men mener ikke, at
Ågrip kan have udfyldt Th.s fremstilling, „denn Agr.s Darstellung ist ein unteilbares
Ganzes". Th. har ifølge B. foretaget et udtog, og det ganske øjensynlig af en tekst,
som i vidt omfang var identisk med Ågrip. B. mener dog, at Ågrip-forfatteren kan
have tilføjet skildringen af Magnus’ rustning, Eyvinds fald, Vidkunns senere hæder
og oplysningerne om den irske konge, „kaum aber die Rolle Vidkunns, da sie mit
dem Riickzug eng verbunden ist“. B. antager fælles forlæg (en forudgående for-
fatter) for de to værker. B.s kriterier er rent stilistiske og i øvrigt utilfredsstillende,
da Ågrips fremstilling som ovenfor nævnt ikke kan siges at være et udeleligt hele.
B. mener jo også selv, at Ågrip-forfatteren kan have tilføjet adskillige oplysninger!
Indrebø forklarer (Edda XVII, p. 32) Eysteins og Vidkunns fremtrædende placering
i Ågrip ved trøndertradition, og det synes rimeligt at antage, at alle oplysninger
om disse skriver sig fra denne traditionskreds.
235