Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1965, Blaðsíða 259

slås, at latinismer i en norrøn tekst, som stammer fra en gejstlig for-
fatters hånd, ikke er noget sikkert indicium for benyttelse af latinske
kilder. Den fortrolighed med latinsk fremstilling, som en sådan forfatter
må forudsættes at have været i besiddelse af, turde være tilstrækkelig
forklaring herpå. Også Aris sprog bærer præg af latinsk lærdom.64
Imidlertid findes der i Ågrip et enkelt udtryk, som næppe kan for-
klares på anden måde end ved oversættelse fra latin; det gælder be-
mærkningen var hann kallapr seipmapr, pat er spåmapr, der anvendes
om Harald Hårfagers søn Rggnvaldr reykill. Som påpeget af Finnur
Jonsson må denne bemærkning være oversat fra vocatus est seipmapr,
i.e. propheta eller lignende. Det er ovenfor (p. 204 f.) bemærket herom,
at en sådan forklaring af et norrønt ord ville have en naturlig plads i
HN, hvis forfatter netop udviser stor omhu i denne henseende, men da
den omtalte passus ikke findes i det bevarede HN-håndskrift, måtte
spørgsmålet om Ågrips forlæg på dette sted lades åbent. Da den videre
undersøgelse nu har ført til det resultat, at slægtskabet mellem HN og
Ågrip må forklares ved fælles benyttelse af en kilde på norrønt mål,
bliver det imidlertid nødvendigt at undersøge, om Ågrips forfatter ved
siden af Aris og Th.s skrifter kan antages at have benyttet en latinsk
kilde, som nu er tabt.
Af sådanne latinske skrifter om de norske konger vides kun to at have
eksisteret på det tidspunkt, da Ågrip blev forfattet, nemlig Sæmunds
værk og den af Th. benyttede Catalogus regum Norwagiensium. På den
sidste har Anne Holtsmark peget i denne forbindelse under henvisning
til, at Ågrips fortegnelse over Harald Hårfagers sønner er vidt forskellig
fra HNs og derfor ikke kan betragtes som hidrørende fra en for de to
værker fælles kilde.65 Ved denne argumentation synes der ganske vist
ikke taget hensyn til det tidligere (p. 243 f.) omtalte forhold, at Ågrips
sønneliste må anses for at være bygget på to kilder: en hovedkilde, som
har været forskellig fra HN, og en supplerende kilde, som i hovedsagen
har svaret til dette værk; men da det nu må være berettiget at identi-
ficere det for HN og Ågrip fælles forlæg med Aris æfi Noregs-konunga,
bortfalder dette som mulig kilde for den omtalte bemærkning i Ågrip.
Opmærksomheden må derfor, som Anne Holtsmark mener, samle sig
om Ågrips hovedkilde for sønnelisten.
64 E. Hagnell, Are frode och hans forfattarskap, p. 72 ff.; B. Sigfusson, Um Is-
lendingabok, p. 83 ff.
es Edda XXXVIII, p. 155.
lY
259