Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1965, Síða 280

tabt, og uden at forfatterens personlighed trådte i baggrunden. I de
følgende årtier blev lånene betalt tilbage. Ågrip blev en vigtig kilde
for islandske hovedværker som (Yngre) Morkinskinna, Fagrskinna og
Heimskringla.
En tilsvarende rolle for den norrøne historieskrivnings udvikling kom
Historia Norvegiæ ikke til at spille. Undersøgelsen har ført til det resultat,
at slægtskabet mellem dette norske værk og den øvrige norrøne litteratur
overalt må forklares ved fælles benyttelse af Ari Porgilssons æfi Noregs-
konunga. Såfremt det med Asgaut Steinnes antages, at HN blev ud-
arbejdet i Danmark, finder dette forhold imidlertid en naturlig for-
klaring, og den af Steinnes fremsatte hypotese bekræftes ved, at det
Adam af Bremen-håndskrift, der tjente HNs forfatter som forlæg, må
antages at have svaret nøje til det, der fandtes i den tabte Sorø-codex.
På flere punkter synes det også berettiget at betragte HNs fremstilling
som en korrektion af den på dansk tradition byggede skildring hos Adam
af Bremen, foretaget af en nationalt bevidst norsk gejstlig.
Har HN således kun begrænset interesse som selvstændigt skrift, må
der til gengæld tillægges det stor betydning som hjælpemiddel til at
erhverve kundskab om Ari Porgilssons tabte conunga ævi. Overalt, hvor
HN stemmer overens med andre værker indenfor den norrøne historie-
skrivning, må det antages, at Aris fremstilling ligger til grund, og under-
søgelsen har vist, at HN, trods sin latinske sprogdragt, gengiver Aris
tekst mere nøjagtigt end noget andet værk, bortset fra kongekrøniken i
HeiSreks saga og Knytlinga saga. Sammenlignet hermed har Snorri Stur-
luson benyttet Aris værk mere frit, omend Aris udsagn ses at have vejet
tungere for Snorri end nogen anden kilde, i hvert fald når det gjaldt
kronologiske spørgsmål.
Det vigtigste resultat af den placering, som efter undersøgelsen må til-
deles HN i forhold til den øvrige norrøne historieskrivning, er da, at
der herved kastes nyt lys over Aris tabte forfatterskab. Især gælder dette
æfi Noregs-konunga. Den ældste del heraf må anses for ret nøjagtigt
gengivet i HNs Ynglingekrønike, omend med visse udeladelser og med
talrige forvanskninger af navneformerne, for hvilke sidste den dårlige
håndskriftlige overlevering dog uden tvivl bærer ansvaret. Den tilknyt-
ning til Ynglingat al, som HN udviser ved omtalen af de svenske Yng-
lingekonger, tyder på, at Ari støttede sig på en version af PjoSålfs digt,
som på flere punkter afveg fra den af Snorri optegnede. Også den føl-
gende del af æfi Noregs-konunga, skildringen af de norske fyrster fra
280