Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1965, Side 282

sammen med den norrøne tradition om Gange-Rolf som dynastiets
grundlægger.
Udenlandske kilder har endvidere kunnet udpeges som grundlaget for
de angivelser af absolutte årstal, der findes i Aris bevarede fslendinga-
båk. Den saga om kong Edmund, som Ari selv henviser til vedrørende
årstallet 870 for den engelske helgenkonges død, må snarest identificeres
med De miraculis Sancti Eadmundi af Hermannus, årstallet 604 for
pave Gregor den Stores død må Ari have hentet i Bedas Historia eccle-
siastica, og årstallet 1000 for Olaf Tryggvasons fald kan næppe hidrøre
fra nogen anden kilde end Adam af Bremens værk om Hamburgerkir-
kens historie. Endelig må det antages, at Ari ved sin datering af det i
Islendingabok omtalte månecyklusskifte til året 1120 e. Kr. har støttet
sig på en påsketavle af samme type som den, der er bevaret i håndskriftet
AM 732a VII 4to.
Fra Adam af Bremens værk må Ari endvidere antages at have hentet
enkelte andre oplysninger vedrørende Norges historie. Dette gælder især
meddelelsen om, at Olaf Tryggvason faldt ved Sjælland, som indgår i
det for HN og Ågrip fælles stof, samt oplysningerne om Olaf Tryggvasons
biskop Johannes og om dronning Thyris død af faste, som findes i HN
og Oddr Snorrasons 6 lafs saga. Større betydning end Adams værk har
Sæmunds skrift dog sikkert haft for Ari i denne henseende, omend det
må indrømmes, at de konkrete holdepunkter for denne antagelse er få
og usikre. Værd at nævne er egentlig kun den i Islendingabok givne
(overflødige) meddelelse om Olaf Tryggvasons modstandere i det slag,
hvor kongen faldt, samt Ågrips omtale af Harald Gråfelds fald ved Hals
i Limfjorden, der synes hentet fra Ari, men stemmer nøje overens med
oplysningen i Noregs konunga tal.
Hovedparten af sin viden om Norges historie har Ari da sikkert også
hentet fra mundtlige kilder. Af Snorri Sturlusons udtalelser i Heims-
kringla-prologen må det sluttes, at Ari har nævnt Oddr Kolsson som sin
vigtigste hjemmelsmand i denne henseende, men også Halir borarinsson
i Haukadal synes at have bidraget med oplysninger, især vel om Olaf
den Hellige. Hvad Sveriges historie angår må lovsigemanden Markus
Skeggjason anses for Aris vigtigste kilde, og som det bevarede mindedigt
om Erik Ejegod viser, sad Markus også inde med viden om danske kon-
ger. Med hensyn til islandske forhold har en lang række hjemmelsmænd
været Ari til nytte, således som det fremgår af henvisningerne i den
bevarede Islendingabok.
282