Árbók Hins íslenzka fornleifafélags - 01.01.1971, Qupperneq 43

ISLANDS VABEN
43
Paul Warming har, i Archivum Heraldicum 1968, regnet med at vápnet bcr
tas for ekte siden vápentegneren kjenner Hans og Orknoyenes. Han fremsetter den
teori at de hvite og Llá striper representerer innholdet i den fane som kong Hákon
ga Gissur Torvaldsson i Bergen i 1258 (Sturlungasagaen), da Hákon gjorde Gissur
til jarl over Island med det formál á bringe landet inn under norsk overhoyhet.
Jarlefanen skulle altsá ha inneholdt striper, og stripene deretter, enten for eller
etter 1280, være blitt innskutt i et lovevápen for Island med inverterte norske
farger.
Jeg tor ikke ta noe standpunkt til denne interessante teori. Sagaen nevner ikke
noe om hvorvidt fanen hadde figurinnhold.
Den opplyser forovrig at Hákon utstyrte den nye jarl med báde fane og lur.
Stridsfane og krigslur horte sammen i Norge, og disse fyrstelige attributer ble
holdt hoyt i ære. Sá sent som i 1528 frembar jemtelendingene sitt lands segl,
banner og lur for landsherren Vincents Lunge, idet de hyllet kong Frederik (Dipl.
Norv. XIV 686).
Hallvard Trætteberg-.
BILAG 3
Indberetning om en undersogelse af kalkmalede vábenskjolde i Soro Kirke foretaget
af det danske Nationalmuseum ved konservator Mogens Larsen.
Af skjoldfrisen pá nordre korsarms ostmur er undersogt de to sydligste vábener,
som ved indskrifter er tilegnet Toke Ebbeson og hans son Stig. Begge vábener har
senromanske skjoldformer, hvori med to blá toner er malet en falk stáende pá en
rod tue. Baggrunden er tværstribet af blát og okkergult, og de okkergule striber
er belagt med hvid damascering.
Jacob Kornerup nævner, at han ved sin istandsættelse af skjoldfrisen o. 1870
fremdrog disse vábener under et lag hvidtekalk, og at de blot fik en „læmpelig
opfriskning". Ved en vaskeprove kunne konstateres, at Kornerups opfriskning
traditionen tro let lod sig fjerne, og at de oprindelige, underliggende farver írem-
trádte velbevaret sammen med de tilhorende uncialindskrifter over respektive
vábener.
Malebunden er en ret groft glittet mortel, som har fáet hvidtekalk. Der er talt
ialt tre lag, hvilket vel ikke kan være páfaldende, om man kan antage, at mortel-
laget er det oprindelige, som er kalket ved kirkens opforelse, og at kirkens indre
har fáet yderligere en kalkning i det áremál som er gáet, inden det kalklag er
páfort, hvorpá vábnerne er malet i tiden op mod 1300.
Selve udmalingen er tilsyneladende sket i een proces váben for váben. At domme
efter farvernes stærke afbinding má man tro, at det er sket endnu for kalkbunden er
blevet. helt tor. Fuglen er formentlig malet forst. Den hvide kalkbund har været
en forudsætning for fuglens tegning og farvens svagt laserende virkning. Derpá má
striberne være malet mellem fuglen og skjoldformens afgrænsning, hvorefter ind-
skrifter og konturer i sort, samt den med hvidtekalk tegnede damascering pá de
okkergule striber er udfort.
Foruden hvidtekalken er de benyttede farver naturel okker, jernoxyd, sodsort
og azurit. Glodning i natriumhydroxcyd farver den sort, og forekomst af kobber
i farvestoffet giver rodsværtning ved pávirkning af saltsyre og kaliumferrocyanid.
Ud fra et farvehistorisk synspunkt er anvendelsen af azurit interessant, fordi
den vistnok ikke tidligere er set benyttet i kalkteknik herhjemme, hvorimod den
var almindelig benyttet i Italien. Romansk maleris foretrukne blá var lapis lazuli,
som ganske forsvandt med udklangen af den romanske periode. Azurit har derimod