Sagnir - 01.06.2016, Side 297
eftirliti og bókstaflega óendanlegri misnotkun vinnuafls rímaði við þarfir
landbúnaðarvöru sem var, til að notast við kalt tungutak hagfræðinga, „effort
intensive“.8
Hráustu og ýktustu dæmin um hjónaband þrælahalds og kapítalisma má finna í
sögu Bandaríkjanna, sem Beckert er einmitt sérhæfður í (hann fluttist frá Þýskalandi
á sínum tíma til að leggja stund á sögu þeirra við Columbia háskóla). Beckert bendir
á að það sem greindi Bandaríkjamenn frá öðrum stórum baðmuflarframleiðendum
var „óhefluð stjórn [bandarískra] plantekrueiganda yfir nærri ótæmandi magni
af vinnuafli, landi, auðmagni og pólitísku valdi“.9 Andspænis slíkum eindæma
skflyrðum reyndist indverskum baðmullarframleiðendum, sem höfðu í margar aldir
verið þeir afkastamestu og ríkustu í heimi, ómögulegt að keppa á alþjóðlegum
markaði. Haflæri, fátækt, og á endanum beint erlent ok voru náttúruleg afleiðing
hruns indverska baðmullariðnaðarins.
Ríkisvaldið mun á endanum hafa tryggt hin ýmsu réttindi einstaldinga innan
kjarnríkja kapítalismans (þó þetta sé enn vafaatriði hvað Bandaríkin varðar), og
batt þar með enda á tímabfl stríðskapítalisma. En þetta var ekki endflega tflfelflð á
jaðrinum. Til að fylgja þema þrælahalds oggerræðis í gegn helgar Beckert síðasta kafla
bókarinnar barnaþrælum og hverskyns þvinguðu vinnuafli sem starfar í baðmullar_
iðnaði samtímans. Þar fjallar hann m.a. um aðstæður hinna mörg hundruð þúsunda
sem eru beinlínis neyddar enn þann dag í dag af ríkisstjórnum Usbekistan og
Tadsjikistan til að plokka hvítar trefjarnar af þyrnóttum baðmullarrunnunum —
sem getur víst verið býsna sársaukafullt — svo að við Vesturlandabúar þurfum ekki
að gera það. Með því að koma fram með þetta í sagnfræðiriti vill Beckert í fyrsta
lagi leiðrétta þann viðtekna misskilning að frjáls vinnumarkaður sé óhjákvæmilegt
einkenni kapítalísks hagkerfis. í öðru lagi - og þetta er kannski vafasamara atriði -
eru slík dæmi liðir í tilraun sagnfræðingsins til að eiga í samræðum við samtímann;
samræður sem margir í þeirri stétt hafa haft tilhneigingu til að varast. En þetta ætti
vitaskuld að vera gott og blessað svo lengi sem rökstuðningurinn er sannfærandi
(sem ég tel hann vera í tilfelfl Beckerts). Heimsveldi baðmullarinnar virðist nefnilega
enn vera nægilega harðsvírað til þess að vinna nokkrum ríkjum í hag á kostnað
annarra — og aðeins með því að skoða sögu þessa óvenjulega heimsveldis getum
við komist nær því að vita hvers vegna svo er.
Beckert útskýrir í bókinni að stigvaxandi styrking ríkisvaldsins hafi verið það helsta
er greindi stríðskapítalisma frá arftaka sínum, „iðnkapítalisma“. Baðmullarstrfðs-
kapítalisminn skapaði auðvitað í fyrsta lagi aðstæðurnar fyrir vexti ríkisvaldsins, því
án „fjármagns, kunnáttu, samskiptanets og stofnana baðmullariðnaðarins“ hefðu
Evrópubúar aldrei getað „lagt í þá gríðarlegu tækniuppsveiflu og auðsöfnun“
sem einkennir nútímaríki.10 Til varð ríkisvald sem þurfti að geta „mótað og varið
alþjóðlega markaði, sinnt löggæslu meðfram landamærum, komið upp regluverki
8 Empire of Cotton, bls. 86.
9 Empire of Cotton, bls. 97.
10 Empire of Cotton, bls. 11.
297