Ritröð Guðfræðistofnunar - 01.01.2000, Side 129
Valdimar Briem
Sú spurning hefur leitað á mig, hvort kirkja Islands hefði nokkurn tíma
fundið og eignast stórmennið Valdimar Briem, ef gipta þessara manna hefði
ekki vísað á hann, vakið hann og kallað á óskastund. En hitt er mér ekkert
efamál, að uppörvun meðnefndarmanna, einkum formannsins, sr. Helga, þeg-
ar á hólminn var komið, hefur skipt sköpum um það, hve skjótum og mikl-
um þroska hann tók þau ár, sem sálmabókin var í smíðum.
Síra Valdimar var svo gerður, að hann var ekki fús eða skjótur til frum-
kvæðis. En hann átti örðugt með að synja um bón eða skorast undan liðveislu,
væri hann beðinn. Hann var ekki framgjarn, kærði sig ekki um að Iáta á sér
bera. í sóknum sínum tók hann frá upphafi prestsdóms síns „tign og virðingu
mikla“, eins og kveðið var að orði um Gissur biskup Isleifsson. Það kom af
sjálfu sér, því ollu augljósir yfirburðir í sjón, í framkomu og raun.
En hann var hóglátur maður, undi glaður við sitt, fór ekki að heiman að
nauðsynjalausu, aldrei til útlanda á ævinni. Hann þurfti ekki annað en æsku-
stöðvar sínar, verkahring sinn og fólkið þar og hylli þess til þess að vera
ánægður með hlutskipti sitt.
En þegar menn, sem hann mat mikils, kvöddu hann til liðs um að koma
fram brýnu nauðsynjaverki í þágu kirkjunnar, þá var það skyldan, sem bauð,
hin þegnlega hollusta, sem honum var ljúft að lúta. Og um leið fékk hann upp-
örvun og hvatningu til átaka og varð þess var fyrr en varði, að hann átti meira
til en hann hafði grunað.
Auðvitað hefði hann ort allt að einu. Skáldæðin var of rík til þess að leita
sér ekki framrásar. Hann hefði varpað fram lausavísum, fléttað ljóð inn í ræð-
ur sínar, ort samfagnaðarljóð á gleðistundum sóknarbama og huggunarljóð í
sorgum þeirra.
En ég er í vafa um, að hann hefði sjálfur uppgötvað yfirburði sína og að
gáfa hans hefði fundið sér farveg við sitt hæfi og getað sýnt, hvað hún dugði,
ef þetta hefði ekki komið til. Traustið, sem honum var sýnt, þegar hann var
kvaddur til, og síðan viðbrögð meðnefndarmanna við því, sem hann lagði
fram, vakti honum metnað, sjálfstraust og áræði, sem hann þurfti til þess að
hæfileikar hans næðu sér upp og fengju notið sín.
En ekki skal því heldur gleymt, að hann átti gáfaða konu, ljóðelska og
ljóðnæma, sem bæði skildi hann og hvatti og mun hafa lagt sinn dóm á allt,
sem hann orti. Þau voru bræðrabörn, frú Olöf Jóhannsdóttir Briem og sr.
Valdimar, og uppeldissystkin í Hruna, en þangað var hann fluttur 11 ára gam-
all, þegar hann hafði misst föður sinn, Ólaf timbursmið á Grund í Eyjafirði.
7
127