Ritröð Guðfræðistofnunar - 01.01.2000, Qupperneq 208
Hjalti Hugason
traustar, kann einhverjum að virðast sem minna máli skipti, hvernig komist
var að þeim. I þessu felst það mat að trúverðugleiki niðurstaðna geti sannað
ágæti rannsóknaraðferða. Svo er þó í raun alls ekki. I doktorsritgerð sem og
öðrum rannsóknarritum er sjaldnast mögulegt að greina á milli aðferðar og
niðurstöðu, hvort tveggja verður að reyna í ljósi hins. Sérhverja niðurstöðu
verður að prófa í ljósi aðferðar þeirrar, sem beitt var við sköpun hennar. Nið-
urstaða verður aldrei traustari en trúverðugleiki þeirrar rannsóknaraðferðar,
sem leiddi hana í ljós, gefur tilefni til. Doktorsgráða kandídats hvílir heldur
ekki aðeins á þeim niðurstöðum, sem hann kynnir. Honum er ekki síður veitt
nafnbót fyrir það, að hann hefur sýnt sig þess umkominn að framkvæma vinnu
af ákveðnu tagi, er stenst ákveðnar kröfur. Þetta verður ef til vill hvergi aug-
ljósara en í ýmsum greinum hugvísinda, þar sem efniviður og rannsóknarverk-
efni er oft með þeim hætti, að ekki verður að því gengið og mæling fram-
kvæmd eða tilraun gerð að nýju til að kanna niðurstöðu. Þar verður samspil
aðferðar og niðurstöðu, hvað nánast. Það skal þó viðurkennt, að þessu máli
gegnir ekki sérstaklega um þá ritgerð, sem hér er til umræðu. Meginaðferð
hennar felst í samanburði texta, samaburði, sem hægt væri að gera aftur og
aftur, ef ástæða væri talin til.
Ég hef kosið að leggja áherslu á þetta atriði vegna þess að í þeim and-
mælum, sem ég ber fram hér á eftir, mun ég að verulegu leyti fjalla um að-
ferð og vinnubrögð, eins og þau verða lesin út úr því riti, sem hér er til könn-
unar. Einhverjum kann að virðast, að margt, sem hér verður fjallað um, flokk-
ist undir formsatriði ef ekki smekksatriði. Svo er þó sjaldnast í raun. Ég mun
gera mér far um að kanna fagleg vinnubrögð, vísindalega þjálfun, ögun og
dómgreind, til þess að leggja mitt af mörkum til að meta niðurstöður þær, sem
settar eru fram, og þann hátt, sem viðhafður er við kynningu þeirra.
Viðfangsefni og gildi þess
Ritgerð þeirri, sem í dag er lögð fram til doktorsvarnar, hefur höfundur val-
ið titilinn „Fyrstu handbækur presta á íslandi eftir siðbót. - Handbók Mart-
eins Einarssonar 1555, handritið Ny kgl. Saml. 138 4to og Graduale 1594.“
Þá hefur hann sett ritgerð sinni faglega afmarkandi undirtitil, eins og venja
er: „Líturgísk þróunarsaga íslenzkrar helgisiðahefðar á 16. öld.“ Þessi titill
og efnisafmörkun sýnir, að höfundur hefur valið sér til úrlausnar viðfangs-
efni úr sjálfri kviku lútherskrar, sögulegrar guðfræði hér á landi, viðfangsefni
sem í senn ætti að geta varpað ljósi á upphaf lúthersks kristnihalds og kirkju
hér á landi en jafnframt leitt fram í dagsljósið haldbæran fróðleik um innlenda
hefð þessarar kirkjudeildar, er að gagni mætti koma við að túlka stöðu henn-
ar á okkar dögum.
206