Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1960, Blaðsíða 31

23
Han var Bjorn å Skar&så’s jævnaldrende, f. 1574. De to lignede
hinanden deri, at de var autodidakter, som ivrigt tilegnede sig de
kundskaber som på den tid var tilgængelige for en islandsk almues-
mand, og de måtte da først og fremmest ty til middelalderens
islandske håndskrifter. Men medens Bjorn å Skar&så især samlede
historisk viden og således arbejdede på et område hvor kilderne
flød rigeligt, var Jon Gu8mundssons interesser vendt mod naturens
mærkværdigheder, hvor den islandske litteratur var såre sparsom.
Og medens Bjorn å SkarQså levede sit liv som en anset bonde, var
Jon GuSmundsson en ulykkelig mand, ringeagtet og i en lang periode
af sit lange liv endogså forfulgt af øvrighed og magthavere. Hans
tilnavn stammer uden tvivl fra den uoplyste almue (jfr. Islandica
XV 12 n.), som med en blanding af beundring og frygt har hørt
ham udvikle sine tanker om naturens skjulte vidundere.
Hovedtrækkene i hans levned er følgende: Han var født på
Strandir på Vestfjordhalvøen og levede som bonde, dels i sin hjem-
egn, dels i nærheden af Skar5 på Skar&sstrond, indtil han var 40 år
gammel. I årene 1611 og 1612 skrev han, for at mane et ondartet
spøgelse i jorden, et par lange og i hvert fald tilsyneladende særdeles
gudfrygtige digte, der endnu er bevarede; det troldmandsry, som
han gennem denne i og for sig fortjenstfulde gerning erhvervede sig,
kom senere til at berede ham mange vanskeligheder. Tre år senere,
da den ledende høvding på Vestfjordene, den førnævnte Ari Mag-
nusson i Ogur, foranstaltede et hæsligt myrderi på nogle skibbrudne
spanske (baskiske) hvalfangere, vovede J. G. at trodse ham med et
lille skrift, hvori han lod sin sympati for de dræbte skinne igennem;
efter den tids syn på forholdet mellem herrer og undergivne blev
dette betragtet som en utilbørlig opsætsighed, og J. G. flygtede fra
sit hjem af frygt for repressalier. I den følgende tid synes han at
have levet nærmest som en udstødt, mistænkt for trolddom, udsat
for retsforfølgelse og truet med straf; i året 1627 oplevede han den
ikke helt ufarlige ære, at en præst skrev en hel bog, hvori han med
megen lærdom og talrige bibelcitater beviste at hans heksekunster
var inspirerede af djævelen. Til slut havnede J. G. på østlandet,
hvor han fik lov til at bo uantastet i sin alderdom; den myndige og
indflydelsesrige biskop til Skålholt, Brynjolfur Sveinsson, viste ham
velvilje og opfordrede ham til litterær virksomhed.
Allerede Arne Magnusson lagde mærke til at Jon Gu5mundsson
har benyttet Hb og også citeret den med navns nævnelse, »Kristni