Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1960, Blaðsíða 359

337
kirkehistorikere sætter Isleifr’s bispevielse til 1055 (f.eks. Hans
v. Schubert og Georg Dehio) betyder næppe, at de har overvejet
problemet, men snarere, at de kun har kendt Maurers forklaring.
Hvor velbegrundet Maurers og Munchs teori end synes at være,
maa den dog afvises, da ærkebiskop Adalbert — som det vil frem-
gaa af det følgende — ikke kan have været i Bremen pinsedag 1055
og følgelig heller ikke kan have bispeviet Isleifr dér paa denne dag.
Samme dag afholdt den nyvalgte pave, Victor II, nemlig sin første
synode i Firenze i nærværelse af 120 ærkebisper og bisper, og det
er ret usandsynligt, at Adalbert ikke skulde have været til stede
paa dette kirkemøde9, der overværedes af hans nære ven, den tysk-
romerske kejser, Henrik III, saa meget mere som Adalbert med
sikkerhed maa antages at have været med i det følge af adelige og
bisper, som ledsagede Henrik paa hans store Itahens-rejse i foraaret
og sommeren 105510. Ærkebiskop Adalberts tilstedeværelse i Nord-
italien umiddelbart efter synoden ses af et domsbrev, som kejser
Henrik udstedte kim 11 dage efter synoden i Borgo San Genesio i
nærheden af Firenze. Sagen angik klostret San Prospero i Reggio,
og blandt de tilstedeværende ved rettergangen nævnes ærkebiskop
Adalbert. I dommen, som er dateret den 15. juni 1055, hedder det
til indledning:
»Dum in dei nomine in comitatu Lvcense prope Burgo sancti
Genesii in iudicio residebat domnus secundus Heinricus serenis-
simus imperator ad iustitias faciendas ac deliberandas, adessent
cum eo Vuido archiepiscopus Mediolanensis, Adelbertus archiepis-
copus Bremensis, — --------«u.
Ærkebiskop Adalberts tilstedeværelse i Norditalien 11 dage efter,
at han (ifølge Maurer og Munch) skulde have bispeviet Isleifr i Bre-
men, tør vel tages som tilstrækkeligt bevis for, at han ikke har be-
fundet sig i sin ærkebispestad den 4. juni 1055, især naar man tager
9 Samtlige diplomer vedrørende denne synode er gaaet tabt, saa det er ikke
muligt ad den vej at konstatere, om Adalbert har været til stede. Se herom bl. a.
P. Kehr i Vier Kapitel aus der Geschichte Kaiser Heinrichs III, Berlin 1931, s. 58.
10 Jfr. Ernst Steindorff: Jahrbucher des deutschen Reichs unter Heinrich III,
bd. II, Leipzig 1881, s. 298.
11 Die Urkunden der deutschen Konige und Kaiser. — Monumenta Germaniae
historica. Diplomata regum et imperatorum Germaniae, bd. V, Die Urkunden Hein-
richs III., Berlin 1931, s. 475 f., nr. 348.
Opuscula. — 22