Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1960, Blaðsíða 164

154
sleittan« jfr. med slægd edvr sleitum V 24; »dara skap« genfindes
II 21; »haleitr« jfr. IV 16, V 5. Opfordringen om ikke at efterlade
»skaueit ne skyil« i karret slutter sig til VI 12-13; skd-veit må betyde
vædske som løber sammen i bunden hvis karret hældes; skyli findes
hos Aasen i formen Skyld m. »en liden Slump eller Levning i et Kar«,
men Ross har ordet i formen Skyli og henviser til at det i Sogn
hedder skydi (med den for vestnorsk, færøsk og islandsk fælles over-
gang af 11 til dl).
Fra tiden efter reformationen findes der nogle utrykte islandske
håndskrifter der indeholder bryllupstaler og enkelte gange også gør
rede for det til brylluppet knyttede ceremoniel (bru&kaupssiSa-
bækur). Den ældste er AM 67 8vo, bl. 28v-54v, skrevet 1664-5 af Jon
Gubmundsson (se s. 152) efter en ældre original. Beslægtet dermed,
men lidt yngre og som det synes noget mere sekundært, er AM 438
12mo, skrevet mellem 1670 og 1699, idet Christian V omtales som
den regerende konge. En anden redaktion, hvor en stor del af stoffet
fra de to nævnte håndskrifter genfindes, om end i ændret og udvidet
form, foreligger i Lbs. 91 8vo (skr. 1705) og MS Bor. 130 i Bodleian
Library i Oxford (det sidste er måske en afskrift af det første). I
begge disse håndskrifter oplyses at de er skrevet efter en gammel
»siSabok« fra Nordlandet. Imidlertid fremgår det tydeligt af de ny-
tilkomne talers art og udtryksmåde, at kilden ikke kan have været
særlig gammel.
Forhåbentlig vil der en anden gang blive lejlighed til at gøre
nærmere rede for disse og andre yngre islandske bryllupsbøger. Her
skal blot nævnes, at i 67 og 438 foreligger der en blanding af gam-
melt og nyt stof. Gang på gang forekommer der passager eller sæt-
ninger eller udtryk som genfindes i de gamle taler i 685a, men der
er tillige større og mindre partier som afgjort synes at måtte gå
tilbage til middelalderen, skønt 685a ikke har noget tilsvarende.
Særlig kan nævnes, at i den i 67 og 438 overleverede tekst af tryggSa-
mål forekommer der en udvidelse af udtrykkene for ‘overalt’, som
ikke kendes andre steder fra, men godt kan være ældgammel: så
vidt som »stiornur skialfa, standa hejmar, vlfar æda, eikur vaxa,
vindur vod hrister, og vakrer seglum aka« (der fortsættes med »valur
flygur« o.s.v., jfr. II 38). I Lbs. 91 og MS Bor. 130 er det gamle stof
stærkt på retur, men der er dog hist og her bevaret kortere stykker
eller enkelte udtryk som har parallel i 685a. En nærmere bestem-