Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1960, Blaðsíða 125

115
554ay,4°........................Kroka-Refs saga
564d,4°.........................f>or5ar saga hre5u
588f,4°.........................Jons saga leikara
588k,4°.........................Samsons saga fagra
5881,4°.........................Saulus saga ok Nikanors
779c III,4°.....................Grænlands chronika.
Forinden der gøres nærmere rede for disse håndskrifter enkeltvis
og en placering af deres oprindelige rækkefølge foretages, i den ud-
strækning som det er muligt, skal deres skriver, og dermed også
deres proveniens, omtales.
I to af håndskrifterne, 180e fol og 779c III,4°, findes foran ind-
hæftet en seddel med proveniensmeddelelse, skrevet med Arne
Magnussons hånd; på førstnævnte håndskrifts seddel står »ur bok
Sr Jons Torfa sonar å Stad i Sugandafirde.« og på sidstnævntes
»klin. feingen fra Stad i Sugandafirdi.« Herved oplyses dels, at der
har existeret et samlingshåndskrift tilhørende nævnte præst og
sønderdelt således, at på det tidspunkt, da Arne Magnusson skrev
sin seddel, var i hvert fald 180e fol udtaget deraf som selvstændigt
hæfte, og dels, at der er tale om den Jon Torfason, som var præst
på StaSur i Sugandafjord (og ikke hans samtidige navnefælle og
embedsbroder på Brei5abolssta8ur i FljotshliS, fra hvem Arne Mag-
nusson ligeledes har erhvervet håndskrifter).
Jon Torfason (ca. 1640-1719) var fra 1661 til sin død præst på
det nævnte Sta&ur. Han vides at have oversat to tyske religiøse
skrifter, Johann Arndts på den tid meget yndede »Vier Bueher vom
wahren Christenthum« og Hamburgerpræsten Valentinus Wudrians
»Schola crucis et tessera Christianismi«. Oversættelsen af Arndt exi-
sterer nu ikke mere, men kendes gennem en notits i sønnesønnen
Jon (3lafsson fra Grunnavik’s fortegnelse over islandske bøger, som
efter hans mening burde trykkes, og andre, som burde indsamles,
i AM 434 fol, p. 21-42; heri står p. 26 »Lijka åg eg annarstadar
miked stycke framan af Arndt Christendome. pat er med settleturs-
hende afa mins Sra Jons Torfasonar, og mun ei reynast midur iit-
lagdt, enn pat sem utgeck hier fordum i Khafn, iir hveriu eg hlaut
at taka marga Danismos« (i. e. sira Borleifur Årnason fra Kålfafell’s
oversættelse, trykt 1731-32). Den anden oversættelse er derimod
bevaret, i originalmanuscript, det nuværende Lbs 2799,4°, og ses at