Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1960, Blaðsíða 234

218
71 Moldverpann, jfr. Muluerpen D1, Mulduarppen D2.
76 Maarden, jfr. Marden D1, Maarden D2.
82 Wedslen, jfr. Vedslen D1, Vædslen D2.
87 Elifantinn, jfr. Elofanten D1, Elefantten D2.
88 Pindsuynid, jfr. Pintsuinen D1, Pindsuinet D2.
Som påpeget ovenfor, plejer den islandske oversættelse at stå
sammen med D1 i de tilfælde, hvor de to bevarede danske udgaver
er indbyrdes afvigende. Den naturlige slutning, at oversættelsen var
foretaget efter D1, forbydes imidlertid af flere af navnene ovenfor,
da de viser særlige overensstemmelser med D2 (især tydebgt ved
str. 32). Der har uden tvivl været et nu helt forsvundet dansk tryk
mellem D1 og D2. Teksten heri har sluttet sig nærmest til D1, men
flere af dyrenavnene har haft former som nu kun kendes fra D2.
Efter dette tabte tryk er oversættelsen foretaget.
Den tekst, som nedenfor betegnes B, findes i to håndskrifter:
B1: JS 55 8vo, en samling digte, ifølge titelbladet skrevet »a Nupe
j Haukadal arid 1800«; ved slutningen står: »Dessi Bok er Endud
ad Nupi i Haukadal 1804 af Sigurdi Sigurdssyne«.
B2: Access. 41, et håndskrift købt i København til Den amamag-
næanske samling i okt. 1958, stammer fra Dalir på Island. Vistnok
skrevet af samme mand som B og har delvis samme indhold. Som
smudsblad er brugt en del af et brev, skrevet »Qvennabrecku d. 3ia
Octobr. 1800« til Sigurbur Sigurbsson å Nupi.
De to håndskrifter stammer altså fra samme gård og samme tid.
Om Sigurbur Sigurbsson å Nupi kan der henvises til Bogi Benedikts-
son, Syslumannaæfir IV 738, Safn Eræbafjelagsins I, 1922, 17-18.
B1 og B2 står hinanden overordentlig nær. De varianter som anfø-
res i det følgende er minimale, men synes snarest at vise at intet af
de to håndskrifter er en afskrift af det andet.
B-tekstens forhold til A er ejendommeligt. Af B’s 85 numme-
rerede strofer kendes 19 fra A, men de står i B i en helt forskellig
rækkefølge. Videre er der 17 eksempler på at den ene halvdel af et
vers er overtaget fra A, men ikke den anden, og endelig forekommer
nogle få gange det tilfælde at ligheden indskrænker sig til en enkelt
linje. Se herom noterne under B-teksten, hvor der er henvisninger
til A. Den eneste mulige forklaring synes at være den, at en mand
som kunde nogle brokker af det gamle digt udenad, har indlemmet
dem i et nyt digt af samme art, som han ellers forfattede selv.
*