Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1960, Blaðsíða 87

79
bryft hafr hon sem falken hvite
9 vaxen ret fem kipfa vill
fift ei venare i jaeta riki
fo feigir min hvgr oc hiartat til
12 hon hafr gefet mer eit leynilegtt far
ek kenhift eigi me5r Jiat fyr en i ar
ek venter fkiot till 5øJ>anf ga
is vilSi hon mina forg firir enåa
fo Jieim el5i fra minv hiataono venha
fiolf er hon meifttare vttan en5a
Særlig utydelige bogstaver er k i 1 klaga, f i 8 falken, ig i 11 feigir, r i 12 far,
j i 14 døpanj, n i 17 hon. løvrigt bemærkes med hensyn til læsningen:
3 fyrglr, der er prik over andet bogstav, hvilket viser at det skal være y
(med udvisket nedstreg), ikke v.
7 nu, sål. læst af Hægstad, n er forskrevet.
8 sem, s forekommer ellers ikke, kun /.
10 fijt, fejl for finft. — ei venare, skrevet i eet ord.
12 jar, meget utydeligt, men kræves af rimet og sammenhængen (A.Holts-
mark læste ia).
13 en i ar, skrevet tæt sammen, jfr. 10 eivenare.
14 døpanf, andet bogstav er vanskeligt at bestemme (o ?) og skrivemåden
med p noget overraskende i en så sen tekst (jfr. om p for 5 M. Hægstad,
Vestnorske maalføre fyre 1350, Innleiding, 1906, s. 14 ff.). — ga, ufuldstæn-
digt rim; som linjens rigtige form kunde muligvis tænkes: ek venter ek jkiot
til døpanj gar.
15 firir, skr. frir med akcent over /.
16 hiataonv (-vnv ?), o: hiartano.
17 jiolf, først skr. jiof, hvilket kunde tyde på at l i denne stilling var bort-
faldet i skriverens sprog (jfr. Seip, Norsk språkhistorie, 1955, særlig s. 164,
277). — er, skr. over linjen, i linjen står m, idet skriveren er begyndt for
tidligt på et flg. ord. — meifttare, tilsyneladende sål.; mellem i og / er der en
afstand svarende til ca. 6 bogstaver, som det synes på grund af en klat der
er ældre end skriften; t og a er forbundet ved en temmelig lang vandret streg
(ligesom i 10 peta, 11 hiartat, 16 hiata-). At den elskede kvinde betegnes som
en ‘mester’, er noget besynderligt. For mei kan også læses mer. Et forslag
fremsat privat over for mig af prof. L. L. Hammerich, mer trøfttare (evt. i
norvagiseret form med ey) ‘mig en trøster’, vilde forudsætte at tre eller fire
bogstaver foran / var helt udviskede.
Vokalharmoni er nogenlunde gennemført; undtagelser er 8 hvite, 13 kendift,
16 eldi. Monoftongering findes i 14 døpanf (jfr. Seip, s. 263). Præsens af hafa
er 5 hif ir og 8, 12 hafr; den første form svarer til senere hi i trøndermål (i lit-
teraturen kendt fra dialektreplikker hos Olav Duun). Komparativ af vænn