Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1960, Blaðsíða 127

117
1672, blev som 12-årig sendt til sira Gubbrandur Jonsson i Vatns-
fjord og 3 år senere til skolen på Skålholt, hvorfra han dimitteredes
1691; i 1692 kom han til København, hvor han 2 år senere fik sin
attestats. Nogle år efter sin hjemkomst udnævntes han (i 1698,
hvilket år han som 26-årig blev præsteviet af biskoppen, Jon Vida-
lin) til domkirkepræst på Skålholt og beklædte dette embede indtil
1703, hvor han fik halvdelen af præstekaldet Stabur i Grunnavik;
han opholdt sig således på Skålholt samtidig med Arne Magnusson
i dennes første to år som jordebogskommissær (se Arni Magnussons
Levned og skrifter, I, p. 54 ff.), og vides med sikkerhed at have for-
æret ham to membranblade netop her i 1703, nemlig det nuværende
AM 406a II 1,4° indeholdende Laurentius saga Holabiskups, på
hvis foran indsatte seddel Arne Magnusson bl. a. siger »Lesse 2.
blod ur Laurentius Sogu feck eg 1703 frå Sr Olafe Jonssyne i Skal-
hollte . . . .«, og endvidere at denne havde fået dem af præsten
Aubunn Benediktsson på Borg i Borgarf jorden. Måske har han, for-
uden at give Arne Magnusson membranbladene af Hauksbok og af
Laurentius saga, også skænket ham sin faders papirafskrifter. —
En anden nærliggende mulighed vilde være, at de var kommet i
Arne Magnussons besiddelse gennem Jon Torfasons sønnesøn, Jon
Glafsson fra Grunnavik (1705-1779), som i 1726 blev Arne Magnus-
sons sekretær; imidlertid viser det sig, at i fire af håndskrifterne er
der tilføjelser foretagne af Magnus Einarsson på Jorfi, der dels skrev
for Arne Magnusson under dennes Islandsophold (1702-12), dels un-
der et ophold i København fra 1715-17 (se Årni Magnussons Levned
og skrifter, I b, p. 45); af hans medvirken ved sønderdelingen må
sluttes, at Arne Magnusson ejede samlingshåndskriftet i hvert fald
før 1717.
I Jon Torfasons papirhåndskrifter findes ingen gammel indholds-
fortegnelse, således som tilfældet er i en del andre af de sønderdelte
håndskrifter og heller ingen spor af gammel paginering, så deres op-
rindelige rækkefølge kan altså ikke bestemmes ad disse veje, men
kun ved hjælp af overstregede og tilføjede begyndelser og slutninger
til de forskellige texter, hvilket igen vil sige, at en gennemført ind-
holdsrækkefølge ikke kan opstilles, idet nogle af texterne henholds-
vis begynder eller slutter på sider, hvor der intet findes af en fore-
gående eller efterfølgende text.
Ved hjælp af sådanne overstregninger og tilføjelser kan der af de