Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1960, Blaðsíða 235

219
Når de vers og versdele, som A og B har fælles, sammenlignes,
viser det sig, at B snart ligner A1, snart A2. For blot at nævne et
par iøjnefaldende kendsgerninger, har B-teksten nogle vers (f.eks.
11, 14, 21), som kun findes i A1, men den har tillige et par vers
(22, 3-4, 35,1-2 og 82), som kun er kendt fra A2.
B har ligesom A1, men i modsætning til A2, en overskrift over hver
strofe (den mangler dog over str. 14 i B1). Overskriften består
hyppigst af navnet på et dyr (sjældent en fugl), men nogle gange,
særlig i digtets sidste del, af en benævnelse for en person af en vis
slags eller en egenskab. Gentagelser forekommer (Uxinn 2 og 41,
Maurinn 38 og 47, Refurinn 12 og 26, jfr. Melrakkinn 18, Refkeilan
54). I enkelte tilfælde finder man overensstemmelse med A1:
Str. 1 tillægges Løven ligesom A1 2 (Lyoned B2 må være rigtigere end
Lyfid B1).
Str. 2 tillægges Oksen ligesom A1 1 (kun strofens første linje er fælles).
Str. 4 tillægges Skorpionen ligesom A1 6. Navnet forekommer i selve
strofen.
Str. 8 tillægges Hunden ligesom Al 61 (kun 1. 3-4 er fælles).
Str.ll tillægges Fåret (Saudurinn) ligesom A1 81. Navnet forekommer
i selve strofen.
Str.31 tillægges Bjørnen ligesom A1 25.
Det fremgår heraf, at det A-håndskrift som B-redaktionens op-
havsmand havde kendt, har haft dyrenavne over de enkelte vers,
ligesom A1. Men kun for enkelte strofers vedkommende var han i
stand til at huske de dertil knyttede navne. Bortset fra disse lagde
han sine vers i munden på helt andre dyr og væsener end A1 gør.
Intet af de hidtil omtalte håndskrifter har nogen anvisning på,
hvordan den som vilde prøve sin lykke skulde vælge et bestemt
vers i digtet. Den simpleste fremgangsmåde vilde være at nævne et
tilfældigt tal og så slå det op. I D2 (D1 kan ikke sammenlignes på
grund af defekten) bruges en skive, hvor strofenumrene er anbragt
i en kreds, og inden i kredsen er der en englefigur, som kan drejes
således, at englens finger peger mod et af numrene. Lignende skiver,
om end ikke så raffinerede, kendes også fra Island, se nedenfor.
Ordet lukkusprang, der bruges som overskrift dels i A2, dels i
andre yngre digte af samme art (se s. 222-6), vilde man umiddelbart
bestemme som et låneord, men et tilsvarende ord er ikke påvist i
dansk eller nedertysk, de to sprog, der nærmest vilde komme i be-