Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1960, Blaðsíða 100

90
almindeligvis pr og kun to gange p som betinget variant i linjeud-
gang (det samme tegn findes dog også anvendt en gang inde i linjen
i den forkortede skrivemåde hr op for brodir). Flere af skrivemåderne
i del I svarer til, hvad der findes i håndskrifter, der følger norsk
skrivemønster. Både i del I og II anvendes tegnet for såvel peir som
pir (pron. 2. pi. eller dat. sg.) på samme måde som i en del håndskrif-
ter fra det 13. årh. (f. eks. 655,4° XXVII, 675,4°, 677,4° II).
En sammenligning med Eirspennill gør det sandsynligt, at alle-
rede forlægget har kendt p med streg igennem nedstregen som for-
kortelsestegn for peir.
5b. En forskel imellem del I og del II i skrivningen af pronome-
net honum skal nævnes her. I del I skrives oftest fuldt ud honum
(honnum) og i linjeudgang en gang honu. Sjældnere forkortes det
hom (6 eks. lr og lv) og undtagelsesvis hm (4 eks.). Den sidste for-
kortelse anvendes i denne del også for heim (lrb2’22), altså en kon-
traktion svarende til pm for peim, som også findes i del I. Skriveren
af del II anvender derimod kun forkortelsen km, sådan som det er
almindeligt i islandske skrifter efter ca. 1275-1300.
6b. Også i anvendelsen af u og v er der en forskel imellem del I
og II. I del I anvendes u for både -u- og v-, idet der i forlyd kun
sjældent skrives v-, og det er den type der hviler på grundlinjen; det
lange v, der trækkes under grundlinjen, findes kun en enkelt gang
(2va10) vist i forbindelse med en rettelse. I del II veksler v på linjen
med langt v uden regel.
7b. I del I skrives der -g- for gg, mens der i del II snart skrives
-g- og snart overprikket -g-.
8b. Både i del I og i del II finder man nægtelsen eigi forkortet
ved ce med overskrevet i. I del I finder man desuden æigi, æig (og
en gang eig) samt ælg. Den sidste forkortelse er ret usædvanlig, men
har forbindelse med denne skrivers anvendelse af es'1 for normaliseret
ei, f. eks. ælgur (f. pi. eigur), celga (vb. inf. eiga). Lignende har jeg
noteret i Holm 11, fol. (perg.) hos den hånd, der har skrevet bl. 118r-
120v. Det må antagelig være denne skrivemåde, der findes eksempler
på i Codex regius af Edda, som drøftes af Lindblad (Stud. i Codreg.
s. 102 og fodn 1). Når man en enkelt gang i del I finder .æ. for eigi
må det være en fejl, da tegnet normalt fungerer som forkortelse for
eda. I del II skrives ordet eigi ad og eigi, en enkelt gang også ei.
9b. Et enkelt palæografisk træk kan der være grund til at omtale.